Af Søren Munch, sportschef 14+ / 19.04.2017
Hvis man skal dømme efter den første træningsdag på Silkeborg Atletikstadion, går SAK77 en stor udendørssæson i møde.
Næsten 100 aktive i alle aldre, ledere, trænere og forældre var mødt op for at hejse flaget, som traditionen foreskriver. Flaget var desværre låst inde i en container, og i stedet kunne de mange forsamlede nyde en velkomst og peptalk fra sportschef/-14 år Per Fløjgaard.
Han præsenterede klubbens træningsgrupper, som i det seneste år er vokset voldsomt i størrelse. Ikke mindst grupperne 12-13 år og 14-15 år fylder godt i landskabet, og mange var mødt frem i går, selvom en del først havde den første “rigtige” træningsdag dagen efter.
Vi sagde også goddag til en ny træner, Line Damsgaard Andersen, som er blevet børnetræner for 6-9-årige i stedet for Emilie Pedersen, der tager en pause.