SENESTE: Laust har desværre måttet melde afbud til U20-VM grundet skade.
Laust Kaastrup Kjær fra SAK 77 var blandt de 14 navne, da Dansk Atletik offentliggjorde listen over de udtagne atleter til U20-VM i Peru fra den 27.-31. august.
Det var ventet at den stærke 800 m-løber ville blive udtaget efter sin overraskende sejr ved de nordiske mesterskaber i fantomtiden 1.48.81, som var langt under kvalifikationskravet.
Den efterfølgende tid har imidlertid været noget problematisk for Laust, da han har været plaget af en langvarig skade som bl.a. forhindrede hans deltagelse ved DM både for senior og ungdom og også førte til afbud i forbindelse med sidste weekends nordiske landskamp for U20.
Laust fortæller dog, at han har været løbende den seneste måneds tid og her har fået trænet godt.
Det er naturligvis ikke optimale forberedelser op til et VM. En planlagt højdetræningslejr inden VM har også måttet droppes, så det bliver næppe en Laust i absolut topform, vi får at se i Lima.
Laust giver dog udtryk for, at han er klar til at løbe sin chance og om ikke andet høste værdifuld erfaring, der kan bruges senere i karrieren. Hvis alt går vel bliver det langt fra sidste gang, at Laust kommer til at stille op til et internationalt mesterskab.
De indledende heats på mændenes 800 m løbes tirsdag den 27. august kl. 12.10 lokal tid, hvilket er kl 19.10 dansk tid.
Skulle det lykkes Laust at kvalificere sig videre fra indledende, så er der semifinale torsdag kl. 16.20 (23.20 dansk tid) og finale fredag kl. 16.35 (23.35 dansk tid).
Det fulde tidsskema for U20-VM kan ses her.
Mesterskabernes hjemmeside findes her.