Spring til indhold

EM-Cross

Søndag den 11. december løbes der om de europæiske mesteskabstitler i cross når Europas bedste mellem- og langdistanceløbere sætter hinanden stævne i La Mondria Park i Piemonte nær Torino i Italien.

Både den lokale og den nationale danske interesse samler sig især om U20-klasserne, hvor flere danskere forventes at blande sig helt fremme blandt medaljefavoritterne. Hos drengene stiller Danmark med den forsvarende europamester Axel Vang Christensen, sidste års bronzevinder Joel Ibler Lillesø, der i oktober løb 28.32 på 10 km, den lokale Malthe Juel Bøgebjerg fra SAK 77 samt Victor T. Jørgensen fra Greve.

Såvel Axel som Joel forventes at kunne blande sig helt i front i kamp mod bl.a. norske Abdullahi Dahir Rabi og det unge hollandske supertalent Niels Laros. Der konkureres imidlertid også om den europæiske titel for 3-mands-hold. Med Axel og Joel forventeligt helt fremme blandt de allerforreste, så vil en god præstation fra holdet trediemand kunne bringe Danmark ind i kampen om medaljerne for hold, og det er her SAK 77′ Malthe kommer ind i billedet. Ved DM-cross viste Malthe sig klart stærkere end Victor T. Jørgensen og Malthe har derfor en god mulighed for at blive den tredie tællende løber på det danske hold. Sidste år var det England og Irland, der havde et tæt opgør om holdguldet, men de kan måske få kamp til stregen fra lidt uventet side i år.

Også hos pigerne har Danmark i skikkelse af Sofia Thøgersen en løber, der kan blande sig helt i toppen. Med en overlegen sejr ved sommerens EM U18 på 3.000 m viste Sofia, at hun kan blande sig bland de bedste, senest understreget ved hendes sejr ved de nordiske mesterskaber i cross.

Drengene i U20-klassen løber søndag kl. 9.35 og pigerne kl. 10.03.

Men det er jo langt fra det eneste interessante set med lokale briller, for kl. 11.30 er der start for mændenes U23 klasse hvor SAK 77 også er repræsenteret da Markus Kirk Kjeldsen er udtaget til at forsvare de danske farver sammen med Jeppe Risvig, AGF, Andreas B. Bjørnsen, Herning og Jonathan Markwarth, KIF.

Senere på dagen løbes seniorløbene hvor man bl.a. skal se, om Jakob Ingebrigtsen kan forsvare sit mesterskab.

Det hele kan følges live her

Man kan læse en foromtale af U20-klassernes løb her og i øvrigt følge alle resultaterne her