Hvor lang tid tager det at blive udtaget til NM i cross?
Svaret er 16 minutter og 21 sekunder. Så kort tid tog det i lørdags for Malthe Bøgebjerg fra SAK77 at løbe udtagelsen til de nordiske mesterskaber i cross hjem.
Belønningen kom mandag, da Dansk Atletik udtog Malthe og tre andre juniordrenge til NM-cross i Kristiansand i Norge søndag den 6. november.
Malthe blev nummer 16 ved NM i 2021 i Sverige og var her tredjebedste dansker. Det rakte til en hold-sølvmedalje, fordi kometerne Axel Vang Christensen og Joel Ibler Lillesø vandt henholdsvis sølv og bronze.
De to sidstnævnte har dog valgt at springe over NM for i stedet at satse på EM-cross i december i Torino. Det har givet plads til tre debutanter på juniorlandsholdet: Victor T. Jørgensen, Greve Trim, der vandt udtagelsesløbet 24 sekunder foran Malthe, samt Joakim Bertelsen, Skive AM, og William Hvass, Sparta.
EM-cross er også Malthe Bøgebjergs store mål, og her løbes der udtagelse ved DM-cross den 18. november i Korsør.
SAK77 måtte desværre lade sit andet store juniornavn, Martin Skytte Glerup, blive hjemme fra udtagelsesløbet i weekenden på grund af en forstuvet fod. Martin deltog sidste år i både NM og EM i cross, og i SAK77 arbejdes der hårdt på at få ham klar til EM-udtagelsesløbet om en lille måneds tid.