Spring til indhold

Endelig træning igen!

Den første regn i mange uger silede ned over Silkeborg Atletikstdion mandag eftermiddag, da SAK 77 endelig igen kunne invitere til fælles træning efter en alt for lang Corona-pause. Det var derfor fem lidt skeptiske trænere, der stod klar til at tage mod den ældste træningsgruppe kl. 17. Mon der overhovedet ville dukke nogen op i det vejr?

Man kan roligt sige, at deres skepsis blev gjort til skamme. Kort før kl. 17 begyndte de første at dukke op gennem regnen og inden længe var der kommet ikke mindre en 34 aktive!

Det hele blev håndteret yderst professionelt af de velforberedte trænere. Ved ankomst til stadion blev de unge straks inddelt i mindre grupper af op til seks aktive og placeret i god afstand fra hinanden. På stadion var der ophængt skilte som angav placeringen af de enkelte grupper, regler for ophold ved de enkelte øvelsessteder og generelle informationer om forholdsregler. Samtidig var der sørget for opdelte telte til placering af tasker samt for rigeligt med håndsprit, engangshandsker og klude til aftørring.

Det var tydeligt, at alle havde set frem til gensynet og til at kunne komme igang med træningen igen. Som Bo bemærkede, mindede det om et flok kåde kvier, der bliver lukket på græs den første forårsdag.

Det var på alle måder et dejligt gensyn og tirsdag er det så de yngste medlemmers tur til at få en lignende oplevelse.