
En bronzemedalje i kvindernes højdespring og en fjerdeplads i mændenes 800 meter-finale blev højdepunkterne for SAK77 ved senior-DM i atletik i Odense.
SAK77 stillede for første gang i klubbens historie med hele syv aktive ved DM-stævnet den 22.-23. februar i Thorvald Ellegaard Arena, Odenses kombinerede cykelsports- og atletikhal. Det stærke SAK-hold kom ud over medaljen hjem med to seniorklubrekorder og en række personlige rekorder.
Det var ikke uventet Line Damsgaard Andersen, der tog bronzen hjem i højdespring med et spring på 1,65 meter. SAK-springeren har i vinter løftet sit niveau betragteligt, og har etableret sig permanent blandt landets fem bedste seniorspringere.

Fjerdepladsen sørgede Markus Kirk Kjeldsen for i 800 meter-finalen, hvor den rutinerede Bagsværd-løber Andreas Bube tog sig af guldet i 1.50,70 min. Treethalvt sekund senere løb den 19-årige SAK’er i mål i 1.54,43 min. – klubrekord med over et sekund og personlig rekord med tre sekunder.

Også i en af mesterskabsstævnets sidste øvelser, 4×200 meter for mænd, faldt en af SAK77’s klubrekorder. En kvartet bestående af Viktor Krejberg, Christoffer Gissel, Asger Sarto og den kun 15-årige Christian Bruhn kappede over treethalvt sekund af rekorden med tiden 1.36,25 minut, som rakte til en sjetteplads blandt landets hurtigste stafetløbere.
Ved DM-stævnet nåede Emilie Pedersen frem til B-finalen på 60 meter og blev nummer to i 7,97 sek. efter at have løbet 7,90 sek. i indledende heat. Viktor Krejberg satte personlig rekord på 60 meter med 7,42 sek., og Christoffer Gissel præsterede sin bedste tid indendørs på 400 meter med 53,14 sek.
I den kommende weekend kulminerer atletikkens indendørssæsonen med de danske ungdomsmesterskaber i Skives Sparnord Arena. Her stiller SAK77 med over 30 deltagere – herunder hele syv hold på 4×200 meter – og er dermed en af mesterskabernes største deltagerklubber.