Spring til indhold

95 til generalforsamling og prisfest i SAK77

95 deltog i piazzaspisningen og prisfesten. Derefter tog den yngre halvdel i svømmehal, mens der var generalforsamling.

Af Erik Terkelsen / 29.01.2017

Generalforsamling i SAK77 – torsdag den 26. januar 2017 kl. 18.00-21.00 i Silkeborg Svømme Klubs lokaler, Svømmecenter Nord, Nylandsvej.

Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Sportslig beretning
3. Aktivitetsberetninger
4. Økonomisk beretning
5. Indkomne forslag
6. Valg til ledelse
7. Valg af revisorer
8. Eventuelt

Der var 95 tilmeldte deltagere til årets generalforsamling. Traditionen tro startede arrangementet med at alle de unge medlemmer fik serveret pizza, hvorefter man gik over til uddeling af diplomer, atletiknåle og pokaler.

Der blev uddelt følgende pokaler:

  • Årets præstation: Markus Kirk Kjeldsen
  • Årets SAK 77-medlem: Erik Terkelsen
  • Årets præstation over 18 år: Emilie Pedersen
  • Årets fund under 18 år: Henrik Lykke
  • Årets ungdomsmedlem: Årets ungdomsmedlem: Martha Lydorff Qvortrup
  • Årets forvandling (indstiftet af Michael Seindal): Karla My Neess

Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslog Bo Transbøl som dirigent, og han blev valgt uden modkandidat.

Sportslig beretning
Formand Morten Blumensaat aflagde den sportslige beretning.

Han kunne fortælle om afholdelsen af store arrangementer med samlet tæt på 25.000 deltagere, primært Almindsø-stafetten og Motorvejsløbet.

Der er opnået et væld af flotte sportslige resultater i årets løb.

Klubbens økonomi er blevet konsolideret markant i det forgangne år.

Det kommende år vil der være fokus på at finde nye indtægtskilder, nu hvor der ikke er flere motorveje, der skal åbnes samt på at involvere endnu flere i det daglige arbejde i klubben.

Morten talte varmt om Skole-OL. Det tog kun 10 dage at få overtegnet det lokale stævne i 2017 og man bør overveje, hvilke muligheder der er for at arrangere det over 2 dage.

Aktivitetsberetninger
Erik Terkelsen redegjorde kort for klubbens engagement i Motorvejsløb Silkeborg 2016.

Det var en meget positiv oplevelse at de lykkedes for klubben at stille med 70 hjælpere på begge de to dage. Samlet genererede Motorvejsløbet en indtægt for SAK 77 på kr. 273.000.

Pia Ostenfeldt redegjorde for Skole OL og forklarede at arrangementet allerede er fuldt tegnet til stævnet på SAS den 17. maj. Derfor kan der være god grund til at overveje om det er muligt at skaffe ressourcer til at afvikle Skole OL over to dage.

Bo Transbøl redegjorde for Almindsø-stafetten. For første gang er det lykkedes at nå målet om et overskud på mere end 300.000 kr. Der er stadig lidt op til deltagerrekorden og målet på de 3.000 deltagere men der er optimisme i forhold til at nå tættere på målet i 2017.

Thomas Krejberg tager en pause fra arrangørgruppen, som dog har suppleret sig med to nye medlemmer mens alle øvrige fortsætter.

Økonomisk beretning
Kasserer Erik Thestrup rejste sig fra sygesengen efter at være blevet opereret tidligere på dagen for at aflægge den økonomiske beretning.

Han kunne fortælle om det bedste regnskab i klubbens historie. De samlede indtægter beløb sig til godt 1,2 mio., og da udgifterne holdt sig på sidste års niveau på 781.000, så endte året med et overskud på 449.000 kr.

Fra venstre: Årets pokalmodtagere – Martha Qvortrup, Henrik Lykke, Markus Kirk Kjeldsen, Emilie Pedersen og Erik Terkelsen. Forrest Karla My Neess.
6-9 årsgruppen var også til generalforsamling.

Indkomne forslag
Bestyrelsen havde fremsat et forslag om, at medlemmer under 18 år kan overdrage deres stemmeret til en af forældrene. Konkret var der tale om en tilføjelse til vedtægternes §8 med følgende ordlyd:

Alle klubbens medlemmer har stemmeret på generalforsamlingen. Medlemmer under 18 år kan vælge at overdrage deres stemmeret til en person, der har forældremyndigheden over medlemmet. Ændringen blev enstemmigt vedtaget.

Valg til ledelse
På valg til bestyrelsen var Erik Thestrup, Bo Frankø og Philip Dahl-Jessen.

Erik Thestrup og Bo Frankø var begge villige til genvalg. De blev begge valgt og der var nyvalg til Karin Lykke. Alle er valgt for 2 år.

Valg af revisorer
Elisabeth Sloth Munch og Søren Damsgaard Andersen blev begge genvalgt som revisorer.

Eventuelt
Der blev informeret om, at ungdomsmedlemmerne i nær fremtid i samarbejde med Spar Nord vil få tilbudt et kursus i privatøkonomi specielt rettet mod unge mennesker i alderen 13+

Morten Blumensaat fortalte, at der planlægges et kursus i det elektroniske tidtagningsudstyr og opfordrede samtidig til at folk meldte sig til dette kursus. Morten, Philip Dahl og Erik Terkelsen vil stå for afholdelse af kurset, som afvikles snarest og senest inden afslutningen på indendørssæsonen.

Erik Terkelsen fortalte, at der er påbegyndt et arbejde med henblik på at få etableret mere permanente bygninger på atletikstadion til afløsning af de eksisterende pavillon og containere. Der er dialog med kommunen samt med de arkitekter, der stod for tegningen af omklædningsbygningen.

Erik Terkelsen præsenterede klubbens kommende hjemmeside, som forventes endelig klar i løbet af de kommende uger.

14-15 års gruppen med Emilie Vejlgård og Thomas Skaarup som trænere.
12-13 års gruppen fyldte godt i landskabet ved generalforsamlingen.
10-11 års gruppen og træner Michael Seindal og hjælpetrænerne Frederikke Fløjgaard og Freja Jensen var også kommet med til generalforsamling.
Der var også god repræsentation i 16+ gruppen, der fik støtte af trænertrioen Søren Munch, Morten Blumensaat og Thomas Krejberg.