Vinterens crosssæson tog sin tidlige begyndelse søndag, da første afdeling af vinterturneringen Crossnationals blev afviklet i Roskilde.
SAK 77 havde fire løbere til start og de største forventninger knyttede sig på forhånd til sidste års VM-Cross-deltager Line Brandt Pedersen. Siden VM i Århus har Line udelukkende koncentreret sig om sin karriere i triathlon og er i årets løb bl.a. blevet europamester i triathlon i sin aldersklasse. Der var derfor ingen tvivl om at grundformen er på plads, men det var uvist hvordan formen var i forhold til at løbe cross-løb.
Line fejede dog al skepsis til side. I sin sædvanlige optimistiske stil lagde Line sig i front og efter de 8 km gennem mudderet i Roskilde løb Line ind på andenpladsen kun slået med 12 sekunder af den tidligere nordiske mester Simone Glad fra Sparta.
Løbet i Roskilde fungerede samtidig som iagttagelsesløb forud for de nordiske mesterskaber i cross, som finder sted i Finland i weekenden 9.-10. november. Med andenpladsen bragte Line sig i høj grad i spil til en udtagelse til NM, men den del bliver vi klogere på, når holdet endeligt udtages tirsdag.
Hos juniorerne gav Malthe Bøgebjerg den et skud fra start. Det holdt ikke helt hjem, men Malthe kæmpede sig i mål på en meget flot 12. plads i det 28 mand store felt.
Blandt de mandlige seniorer leverede Robin Ostenfeldt en ny solid præstation, da han besatte 23. pladsen blandt 40 gennemførende løbere.
Næste runde af Cross Nationals løbes 24. november i Aarhus og to dage senere udtages de danske hold til EM i cross, som i år finder sted i Portugal den 7.-8. december.