Spring til indhold

Birgitte hædret for sin indsats

Birgitte Herskind blev hædret med DGI’s “Månedens Buket” for sin store indsats som klubbens “velkomstambassadør” gennem 10 år.

Det var en ganske overrasket Birgitte Herskind, der i forbindelse med onsdagens træning i Silkeborg Atletikhal fik overrakt blomster og diplom fra DGI som en anerkendelse for hendes store indsats som “velkomstambassadør” i SAK 77 gennem 10 år.

Birgitte Herskind var indstillet af sportschefen for 14+, Søren Munch til at modtage oktober måneds buket og et diplom fra DGI Midtjylland.

Hæderen tildeles en leder eller træner, der er særlig god til at modtage og fastholde nye medlemmer.Buketten blev overrakt af inklusionskonsulent, Anni Lyskjær, DGI Midtjylland.

Det var dog en overrasket Birgitte, der bare havde fået besked om et »kort møde«.

»Birgitte har i en årrække været den første, et nyt medlem har mødt i klubben – om det så er på mail, i telefonen, på sms eller fysisk.

Hendes indsats har været fantastisk vigtig, fordi hun på en god måde har introduceret børn og unge til atletikkens komplicerede virvar af discipliner, teknik og regler,« fremgik det af Søren Munchs indstilling, som Anni Lyskjær læste op.

Alle nye som gamle medlemmer, aktive som forældre er stødt på Birgitte, når hun med sit åbne sind har taget mod nye medlemmer og deres forældre og gjort en stor indsats for, at alle føler sig godt modtaget i klubben fra første dag.

– Jeg gør også noget ud af at opdrage de andre børn til at tage godt imod en ny dreng eller pige. Det drejer sig om at få børnene godt med i fællesskabet, når de ankommer og tit ikke kender nogle af de andre. Børn, der går til atletik, har måske ikke fundet sig til rette i holdidrætter. Derudover kan der også være en opgave i at introducere forældrene i opgaver som kørsel til stævner m.m., siger Birgitte.

– Jeg prioriterer at være rummelig og tage en snak med forældrene. At præsentere sig og sige; jeg har ikke set dig før. Så nemt er det. Det er måske min baggrund som sygeplejerske, der hjælper der, siger velkomstambassadøren.

– Birgitte Herskind er klubbens første i denne funktion, som nu har eksisteret i op mod 10 år, og vi håber at hun bliver ved længe endnu, slutter Søren Munch.

Se en video af hele ceremonien her