13 personlige rekorder, 1 guld-, 2 sølv og 3 bronzemedaljer blev det synlige udbytte af hele 48 starter for SAK 77’ atleter ved weekendens danske ungdomsmesterskaber i atletik i SparNord Arna i Skive.
De enlige danske mesterskab tilfaldt Liv Selmer i højdespring for piger 14-15 år. I fjor satte Liv dansk ungdomsrekord for 14 årige med 1,68 m, men siden har hun haft svært ved rigtig at finde tilbage til denne form. Ved lørdagens DM viste Liv dog, at hun nu for alvor er på vej tilbage mod de store højder. Efter at have sikret sig de danske mesterskab ved at klare 1,53 m i andet forsøg satte Liv overliggeren op til 1,60 m og i tredje forsøg klarede hun også denne højde. Efterfølgende forsøgte Liv sig på 1,65 m, denne gang uden held, men det tegner lyst for den kommende udendørssæson.
Weekendens første medalje blev dog vundet af Christoffer Gissel, der med 53,97 sek. På 400 m sikrede sig sølvmedalje hos D 18-19. Christoffer kom senere også i finalen på 60 m, hvor det blev til en syvendeplads i 7,78 efter at have løbet 7,70 i indledende heat.
Senere lørdag blev det også til en sølvmedalje for Martin Gleerup på 3.000 m for D 16-17. Martin var med til at præge løbet hvor han gik frem og satte fart på feltet på de sidste omgange og i den sidste ende rakte det altså til en andenplads i tiden 9.23.39.
Lørdagens sidste medalje tilfaldt Gustav Graff Esbensen, der med en klækkelig forbedring af sin PR og et spring på 11,75 m sikrede sig trediepladsen i trespring hos D 18-19.
Søndagen bød på to bronzemedaljer, hvoraf den første tilfaldt Christine Bjerre Jensen i trespring for P 14-15. Christine forbedrede allerede i første spring sin PR fra 9,66 m til 9,73 m og fulgte op med yderligere en forbedring til 9,91 m faktisk både i anden og i tredje runde. Christine fik alle seks spring godkendt og viste imponerende stabilitet med samtlige spring indenfor 18 cm. I den sidste end manglede blot sølle 2 cm op til sølvmedaljen.
Weekendens sidste medalje i form af en bronzemedalje gik til de 18-19 årige drenges 4 x 200 m stafethold bestående af Gustav Graff Esbensen, Christoffer Gissel, Lucas Richardt og Aksel Qvortrup som løb 1.44,74.
Det var også uhyre tæt på en medalje til én af weekendens store positive overraskelser Viktor Krejberg. Viktor stillede op til længdespring for D 16-17 med en PR på 5,90 m mod hele syv konkurrenter med bedre resultater. Viktor leverede imidlertid hele tre spring over 6 m i konkurrence og sluttede i sidste runde med at springe 6,25 m. Det bragte ham faktisk op på en midlertidig andenplads, men der var andre, der havde gemt det bedste til sidst og det endte med at nummer tre og fire begge havde sprunget 6,25 m. Med et bedste andetspring på 6,04 m mod 6,11 m, glippede bronzemedaljen imidlertid med den mindst mulige margin.
Der var også en lang række andre fine resultater med blandt andet hele 13 personlige rekorder, uden at det nødvendigvis førte til medaljer.
Nævnes kan bl.a.
- At Patrick Blauert for første gang nåede over 12 m med 5 kg kuglen, da han besatte sjettepladsen i D 16-17 kuglestød med et stød på 12,04 m.
- At Mathilde Herskind viste flot fremgang på 60 m hæk, hvor hun forbedrede sig til 11,06 sek.
- At Emilie P. hele to gange igen var under 8 sek. på 60 m, da hun først løb 7,96 i indledende og senere besatte fjerdepladsen i finalen for P 20-22 med 7,98.
- At Kristian Tinglef Svenstrup kappede næsten 6 sekunder af sin tid på 800 m og blev nummer 10 i flotte 2.16,09 min.
- At Christian Bruhn vandt sit 200 m heat i PR 25,79 sek. og besatte syvendepladsen.
- At Aksel Qvortrup kappede næsten 10 sek. af sin bedste tid på 1.500 m og med 4.34.47 blev nummer 10 hos D 18-19.
- At Christine Kjestrup Jørgensen var blot 1 cm fra sin PR i højdespring, da hun med 1,45 m besatte ottendepladsen i P 16-17 hvor også Frederikke Fløjgaard vendte godt tilbage med et spring på 1,35 m.
- At Josephine Idriss Kise klemte sig over 10 m i kuglestød P 16-17 med et stød på 10,01 m.
- At Freja Jensen var bare 2 cm fra sin PR i længdespring P 16-17 med 4,81 m
…og der er meget mere, men se selv alle de flotte SAK 77-resultatet her