Indendørssæsonen varer ikke mange uger, og der er ikke mange weekender at gøre. Derfor blev lørdag den 16. februar ualmindelig travl i dansk atletik – dels med førstedagen af DM-senior i Skive og samtidig med, at der blev afviklet DGI-landsmesterskaber.
Det foregår som regel i Aarhus, men da Marselisborghallen er under ombygning i nogle måneder, havde Randers Freja stillet sine flotte blå baner i deres fornemme atletikhal til rådighed for DGI-stævnet, hvor SAK77 igen levede op til sit ry som en klub, der kommer til de store stævner med mange deltagere.
Hvor mange har vi ikke helt tal på, men vi har nogenlunde styr på hvor mange mesterskaber, sølv- og bronzemedaljer det blev til i Randers. Det blev til to mesterskaber – Frederikke Fløjgaard vandt højdespring i P17 med PR 1,40 meter og meldte sig ind i den eksklusive klub af piger i klubben, der har sprunget 1,40 meter og højere. Det andet mesterskab gik til Julie Bjerre Jensen med 4,17 m i længdespring i P12. Sejrsvante måtte dog et trin ned i højdespring, hvor det blev til sølv i 1,25 meter.
SAK77 havde mange deltagere med i sprintøvelserne, og en god håndfuld nåede også finalerne på 60 meter. Her vandt Nicolas Olesen sølv i D11 med 9,41 sek., og dem fik han yderligere to af, idet han blev nummer to i længdesspring med 3,80 m og på 800 m i 2.52,33 min. Tilbage til 60 meter, hvor der faldt endnu en medalje og en del fjerdepladser: Albert Krejberg fik bronze i D10 i 9,69 sek., mens der var utaknemlige fjerdepladser til Christine Bjerre Jensen i P15 (8,46 sek.) og Christian Bruhn (8,20 sek.). I P10 blev Liya Nicholson nummer fem i 10,32 sek., men fik derimod bronze på 800 m i 3.15,36 min.
Endelig var der finalepladser på 60 meter til Luca Nicholson (nr. 8 i D10 i 10,71), Oscar Laycock (nr. 8 i D11 i 10,09) samt Daniel Bertelsen (nr. 6 i D12 i 9,90).
I de tekniske øvelser var der en flot PR og bronze til Patrick Blauert i kuglestød med 11,86 m i D17, og Christine Bjerre Jensen fik bronze i længdespring med 4,39 meter. Også Matilde Herskind havde en fin dag i P15 med PR på 60 m hæk i 11,14 sek. samt fine 1,41 m i højdespring.