Det er januar og så er det tid til årets traditionelt bedst besøgte begivenhed i SAK 77. I fjor blev vi enige om at ændre navnet på det årlige klubmøde fra “generalforsamling til årsmøde”, så tirsdag den 29. januar er alle medlemmer og deres forældre inviteret til “Årsmøde og prisfest”.
I modsætning til de mange foregående år, så har vi i år ændret lokationen for årsmødet, så vi skal mødes i Them Hallerne, da det denne gang ikke var muligt at være i SSK's lokaler ved Svømmecenter Nordvest. Selve konceptet er der dog ikke ændret væsentligt på. Arrangementet starter igen i år med at alle mødes kl. 17.30. Kl. 17.45 hopper de børne- og ungdomsmedlemmer (og evt. søskende), som har lyst, i badetøjet og går i svømmehallen. Imens afholder vi andre den formelle del af årsmødet med beretninger, valg, forslag og snakke om livets gang i SAK 77. Medlemmer under 18 år har mulighed for at overdrage deres stemmeret til en voksen med myndighed over barnet.
Efter halvanden time er alle oppe af vandet igen og den formelle del af årsmødet er overstået, og så er det tid for klubben til at byde alle fremmødte på lidt godt at spise. Den traditionelle pizza er i år skiftet ud med lidt mere ernæringsrigtig kylling med porer, peberfrugt, fløde og bacon serveret med ris og salat.
Efter en halv times spisepause fortætter vi arrangementet med den traditionelle uddeling af pokaler, nåle og diplomer til børne- og ungdomsmedlemmerne. Det hele slutter præcist kl. 21 så alle kan nå hjem og i seng i rimelig tid.
De seneste mange år har der været mellem 100 og 130 deltagere til dette arrangement, og vi håber igen i år at se så mange som muligt til denne årlige begivenhed, som giver mulighed for både hygge og en god snak om hverdagen og fremtiden i SAK 77.
Deltagelsen inklusive mad, drikkevarer og adgang til svømmehallen er gratis, men man SKAL forhåndstilmelde sig med angivelse af navne og antal senest den 22. januar på e-mail til formand@sak77.dk