Det var en god aften på Aarhus Stadion torsdag den 28. juni med tre stærkt løbende SAK-løbere som deltagere i årets syvende Tracks-stævne.
Først skar Malthe Bøgebjerg på 15 år 20 sek. af sin PR på 1500 m og løb i mål på 4.39,3 min., og siden debuterede Martin Glerup, også 15 år, på 5000 meter med en fornem klubrekord for 15-årige på 16.22,0 min. – rekordforbedring med over et minut. Det er de to gutter på fotoet.
Og så skal vi lige med skæbnens ironi fortælle, at Markus Kirk Kjeldsen endelig klarede kravet til U/18-EM. Det var sjovt nok ikke på 1500 m, men på 800 m, og hans tid på 1.54,4 min. var desværre opnået fire dage efter kravfristen. Men et flot løb var det!