Spring til indhold

SAK’s masters holdt krudtet tørt

Til højre er en del af deltagerne søgt i ly for regnen i SAK77’s nyrestaurerede klubhus.

Selvom vejret mildest talt ikke viste sig fra sin bedste side, lykkedes det for SAK77’s deltagere at holde ammunitionen tør under DGI-LM for Masters på Silkeborg Atletikstadion lørdag den. 16. juni.

Sådan ser man ud, når man lige har vundet 1500 meter for 60-64-årige drenge: Erik Terkelsen øverst på medaljeskamlen.

Faktisk var der medalje i samtlige 19 starter, som SAK77 havde ved mesterskaberne, og det antyder naturligvis lidt om, at felterne ikke var ustyrligt store. Men en medalje er jo en medalje, og det blev ialt til 13 guld, fem sølv og en enkelt bronzemedalje.

Niels Juul var helt ustyrlig i M40-44 år, hvor han vandt fire gange guld. Modstanden var til at overse, men der var fin  kvalitet i Niels’ fire starter: 10,28 sek. på 80 m (KR M40-44), 400 m på 68,75 sek., 5,16 m i længde (KR M40-44) samt 1,38 m i højde. I M50-54 var en af klubbens ungdomstrænere, Per Fløjgaard, en flittig bi med hele fire starter, og det gav tre gange guld og en enkelt bronzemedalje. Vi nævner fra Pers indsats, at han både løb 11,80 sek. på 80 meter og sprang 4,20 m i længde.

En anden træner-Per, Mortensen i M60-64, var heller ikke til at holde tilbage og sikrede sig to gange guld og to gange sølv. Her fremhæver vi 33,38 meter i den temmelig sjældne folkeskoleøvelse slyngbold, hvor ingen kunne røre Per. I samme klasse satte Erik Terkelsen KR på 1500 m i 5.44,12 min. (guld) og formåede desuden at lave en sjælden kombination med højdespring (sølv) og stående længde (også sølv).

Der var også klubrekord af Lars Brix på 80 m i M50-54 (11,69 sek.), og Lars vandt også 5000 meter i KR M50-54 med 17.59,16 min. Hurtigste mand på 5000 meter var dog Olav Storm Kjestrup (M40-44), som vandt i flotte 17.45,98 min., hvoefter han ikke længe efter sikrede sig dobbeltsejr med 5.00,64 min. på 1500 m.

Se resultatlisten her