Hvad er højest – et tordenskrald eller 1,96 meter i højdespring? En personlig rekord eller en dansk ungdomsrekord? Tre stafetmedaljer eller ni individuelle guld, sølv og bronze?
Ja, det er svært at vælge, for ved weekendens DMU-inde i Skive leverede SAK77’s 26 deltagere topresultater og fantastiske oplevelser på alle hylder. Vi myldrede i personlige rekorder og danske ungdomsrekorder, og den store SAK-lejr heppede taktfast under de mange starter.
Når vi nu alligevel begynder med højdespring, så skyldes det, at to konkurrencer med SAK’ere involveret blev et par af weekendens højdepunkter, hvor publikum levede med i præstationerne. Blandt andet søndag, da SAK77’s debutant i P15, Liv Selmer, ganske uimponeret pressede kæmpefavoritten Karla Schärfe fra Sparta. Pigen på 15 fra København er faktisk Danmarks bedste i år med 1,74 meter, men var lige pludselig i krise med to nedrivninger på 1,62 meter, som Liv klarede i første forsøg. Sparta-springeren klarede den dog og fortsatte siden mod en dansk ungdomsrekord for 15-årige (1,75 meter), men Liv fulgte med og satte faktisk dansk ungdomsrekord for 14-årige med utrolige 1,68 meter – i øvrigt sat sidste år af selvsamme Karla. To danske ungdomsrekorder i samme konkurrence, PR med hele 11 cm af unge Selmer og en seniorklubrekord i SAK77, og så hører det med, at Liv faktisk havde fine forsøg på 1,71 meter.
Dagen før havde William Winkler i D19 fået et regulært gennembrud til den danske elite, da han forbedrede sin PR fra 1,90 til 1,96 meter og blev dansk mester. William startede uforfærdet på 1,81 meter – 1 cm højere end hans slutresultat ved senior-DM i forrige weekend, men denne gang var William utroligt godt springende og havde desuden et pænt forsøg på 1,99 meter. Resultatet placerer William på en samlet femteplads på vintersæsonen danske seniorrangliste. Efter konkurrencen meddelte William, der efter måneder med en knæskade først for nylig er begyndt at springe igen, at han til sommer går efter drømmehøjden 2,00 meter. Til Williams oplysning: Det er en højde, som i klubbens 40-årige historie kun er klaret af to mænd.
Emilie Pedersen skrev sit helt eget særlige kapitel ved DMU: Tre starter – to DM-guld og en sølvmedalje. Mest glad var Emilie for sin fornemme forbedring på 60 meter, hvor hun med 7,78 sekunder savede 5/100 sekund af sin PR og ikke alene vandt DM-guld (delt med Odense-sprinteren Camilla Motzkus), men også aflivede seniorklubrekorden på 7,80 sek. Mindre kamp var der på 200 meter, hvor Emilie ikke rigtig fik modstand på sin vej mod DM-titlen i 26,10 sek. Endelig var Emilie en stærkt medvirkende faktor til et flot stafetløb på 4×200 meter sammen med Emilie Vejlgård, Josefine Bundgaard-Hansen og Katrine Vad Mortensen, der vandt sølv.
SAK77’s stortalent på mellemdistancerne, Markus Kirk Kjeldsen, snuppede i sine tre starter i D17 en triple – guld på 3000 meter, sølv på 1500 meter og bronze i D17 4×200 m. Det blev til en forholdsvis nem sejr på 3000 meter, hvor Markus sikrede sig titlen efter en flot afslutning på sidste km. Få tiendedele af et sekund efter at Markus var løbet i mål som vinder, blev sølvet snuppet af Viborgs Alexander Tengblad Nicolaisen, og ham fik Markus rigeligt at gøre med på søndagens 1500 meter. For efter 1300 meters solo-tempoløb med en DUR17 som mål blev Markus indhentet af Alexander, som i spurten ikke alene snuppede guldet, men også den danske ungdomsrekord, som Markus havde håbet på. SAK’erens tid på 4.01,30 var PR, under den gamle rekord samt seniorklubrekord, men da det var rekorden og guldet, der var målet, hang Markus forståeligt nok med snuden efter løbet.
Der var og så tre medaljer til sprintkanonen Henrik Lykke, som heldigvis nu kan træne sprint igen efter månedlange problemer med skinnebensømhed. Det fik konkurrenterne at mærke på 60 meter, som Henrik vandt i fantastiske 7,22 sek. – PR med hele 12/100 sek. og 6/100 foran sølvvinderen. ”Og så glemte jeg endda helt at dukke på målstregen,” som Henrik forklarede efter løbet. På 200 meter var marginalerne vendt om, og en temmelig træt Henrik fik her sølvet i 24,17 sek. – besejret med blot 9/100 sekund.
Den sidste af de ni individuelle medaljer gik til Andreas Støve, som i D22 fik bronze på 400 meter med en inde-PR på 54,11 sek.
De tre stafetmedaljer faldt i D17, der længe troede, at sølvet var hjemme, fordi Sparta var blevet disket. Diskvalifikationen holdt dog ikke, og det blev til bronze til Henrik Lykke, Christoffer Gissel, Viktor Krejberg og Markus Kirk Kjeldsen i fine 1.41,38 min. Håneretten tilhører dog stadig D22-holdet med Andreas Støve, William Winkler, Asger Sarto og Rasmus Vejlgård, der med 1.39,11 min. sikrede sig sølv.
SAK77 havde som eneste klub to hold med hos P15, og de endte på fjerde- og syvendepladsen. Freja Jensen, Mette Klausen, Nikoline Bundgaard-Hansen og Liv Selmer førte depechen til nål i 1.56,37 min., mens Anna Mai Skaarup Jørgensen, Emilia Juncker, Martha Qvortrup og Christine K. Jørgensen blev nummer syv i 2.05,07 min.
I afdelingen for flotte personlige rekorder bemærkede vi følgende:
De to unge løbere, Sebastian Mouritzen og Martin Glerup, har hængt i med vintertræningen, og det gav gevinst: Sebastian forbedrede i D17 sig tre sekunder på 800 meter til 2.10,85 min. og 12 sekunder på 1500 meter til 4.32,11 min., mens Martin i D15 klippede 15 sekunder af sin 3000 meter (9.37,62) og hele 11 sekunder af 1500 meter-tiden (4.34,10). En tredje af klubbens stærke ungdomsløbere, Robin Ostenfeldt, forsøgte sig på 3000 meter og forbedrede sig med 11 sekunder til 9.41,07 min.
I sprint var der debut, ja hans første stævne overhovedet, til Asger Sarto i D19, som på 60 m løb på flotte 7,49 sek. Meget imponerende taget i betragtning af, at Asger faktisk kun har været til træning en håndfuld gange. Asger fik også en medalje med hjem, idet han var med på D22-stafetten, som fik sølv. I P15 var Mette Klausen og Freja Jensen ikke helt tilfredse med indsatsen på 60 m (hhv. 8,69 og 8,63), men nu har de lovet at give den en skalle ved træningen i de kommende måneder, så hvem ved hvad der sker…?
I spring var der flot fremgang til Viktor Krejberg i længde hos D17, hvor han i stærkt selskab sprang sig i finalen med PR 5,53 meter. Imponerende når man tænker på, at Viktor har et nærmest permanent ømt knæ, men hvad gør man, når man nu elsker længde? Ja, man satser alt i de tre første spring. Også i trespring havde vi en deltager, der så stort på, at det gjorde ondt i knæet. I P15 forbedrede Josephine Kiese sig med over 40 cm til flotte 9,86 meter, hvilket indbragte en fin femteplads. I højde var talentfulde Christine K. Jørgensen debutant ved et mesterskab, og her blev det til 1,41 meter – 6 cm fra PR. Det samme gjaldt Nikoline Bundgaard-Hansen, som havde håbet at komme med på 60 m, men i stedet ”måtte nøjes” med trespring og resultatet 8,88 m.
I de lange sprint satte Christoffer Gissel streg under, at man ikke går og dovner på idrætsefterskolen i Vejle, da han I D17 satte PR på 400 meter 55,61 sek., og Christoffer var også med på bronze-stafetten i D17. Og Andreas Støve forbedrede sin inde-PR på 200 meter fra 24,44 til 24,32 sek.
I kast præsterede Patrick Blauert at komme i finalen i et stærkt felt i kuglestød. Det blev til en PR på 11,35 meter og en ottendeplads til Patrick, som vi ved kun går og drømmer om at komme udendørs og kaste spyd. Hos P17 viste Frederikke Fløjgaard endnu engang stabilitet over 10 meter med 10,05 meter som det bedste stød. Det gav en niendeplads til Frederikke, som efter sommerferien slutter sig til skaren af SAK’ere, der skal på efterskole i Vejle. Endelig var Josephine Kiese med i kugle i P15 og nåede ud på 8,23 meter, mens Henrik Lykke i D15 stødte 12,35 meter og blev nummer fire.
Blandt de tilmeldte var også medaljehåbet Oskar Vejlgård i D17, men en drilsk ryg sendte Oskar på sidelinjen, hvorfra han måtte nøjes med at følge klubkammeraterne.