Meget tyder på, at SAK77 skal have en pænt stor gruppe højdespringere med til DMU-inde, der finder sted i Skive den 24.-25. februar. Det afslørede weekendens indestævner i Randers og Skive, hvor SAK77 havde henved en snes aktive til start.
I forvejen har SAK77 både Liv Selmer (P15) og Kristian Roed (D15) i top-3 i deres aldersgrupper, men nu skal vi lægge yderligere to navne til: William Winkler (D19) fik i Skive et fornemt comeback efter fire måneders pause fra øvelsen og tangerede sin PR med 1,90 m. Det gør ham til øjeblikkets bedste danske springer i sin gruppe, og William meldes desuden at have haft tre gode forsøg på PR 1,93 m.
I P15 dukkede en ny komet op: Christine Kjestrup Jørgensen forbedrede sin PR med hele 11 cm til flotte 1,47 m. PR-højden blev klaret i andet forsøg, og derefter havde Christine tre gode forsøg på 1,50 m. Med sin PR er Christine nu nummer 7 i sin aldersgruppe inden DMU.
Der var også fremgang til klubbens suverænt hurtigste pige: Emilie Pedersen (P22) kappede med en bedre start en hel tiendedel af sin årsbedste og besejrede med flotte 7,83 sek. hele tre sprintere, som hun aldrig tidligere har slået. Også Emilie rykker frem og er nu nummer 4 på vinterens inde-rangliste for seniorer. Emilie satte desuden PR på 200 m i 25,72 sek.
Der var debut og PR på 60 m og 200 m til Jonathan Nørgaard (årgang 95) med fine 7,79 og 25,01 sek., Rasmus Vejlgård fik 24,81 sek. på 200 m, men blev slået af William Winkler (24,54), mens der var PR til Viktor Krejberg i 25,99 sek.
10 sek. fra ungdomsrekord
På 800 m satte Sebastian Mouritzen PR på 800 m med 2.13,33 min., og på 3000 m viste den nybagte danske ungdomsmester i cross frygtindgydende form på 3000 m med 8.40,89 min. – kun godt 10 sek. fra den danske ungdomsrekord. Det gør Markus til topseedet i øvelsen inden DMU, og i P15 rykkede Msartin Glerup (D15) frem på en 4. plads på seedningslisten, da Robin Ostenfeldt trak han frem til PR 9.52,64 min.
I trespring satte Lucas Richardt PR med 11,23 m, mens Josephine Kise var tæt på med 9,16 m.
På den afsluttende 4x200m var der lovende takter fra P15-holdet, der med Mette Klausen, Freja Jensen, Nikoline Bundgaard-Hansen og Mila Stojanovic løb på 1.56,63 min. Et seniorhold med William Winkler, Lucas Richardt, Viktor Krejberg og Rasmus Vejlgård løb på 1.43,95 min.
Flotte præstationer af mangekamp-debutanter
Vi skifter lige scenen til den flotte atletikhal I Randers, som i weekenden 3.-4. februar var rammen om DM og DMU i indendørs mangekamp. Generelt er mangekamp på vej frem, og der var da også flotte felter i Randers – og hele to SAK’ere.
I P15 havde Liv Selmer valgt at prøve en firekamp, og da Liv var førsteårs blandt mange ét år ældre aktive, må hendes ottendeplads med 1925 point (KR14) anses for at være meget flot. Undervejs præsterede Liv følgende serie: 60 m hæk: 10,61 – højde: 1,48 – kugle: 8,13 PR – 800 m: 3.05,24 min.
I D17 var Oskar Vejlgård i samme situation: Han stillede som førsteårs og debutant op mod en stribe stærke mangekæmpere, som både havde mere rutine og var et år ældre. Tilmed havde han ligget syg op til stævnet, men Oskar fik sat et aftryk på mangekampen og sluttede på 5. pladsen i femkampen med 2710 point (KR16). Undervejs blev det til en flot PR i stang med 3,60 meter, men han var tæt på i 60 m hæk med 8,83 sek. Oskars serie: 60 m hæk: 8,83 – stang: 3,60 – kugler: 9,80 – højde: 1,59 – 1000 m: 3.19,51.