Spring til indhold

Kæmpesucces for SAK77’s bredde – to hold i DM Hold-finalen

Freja Jensen giver den gas på 100 meter. I baggrunden ses Julie C. Jensen, som løb for SAK77’s andet hold i aldersgruppen P15.

Af Søren Munch, sportschef 14+

Der blev simpelthen sat så mange rekorder ved DM Hold indleden i Randers lørdag den 17. juni, at det næsten er umiligt at redegøre for dem. Men den vigtigste af dem alle står lysende klart for de aktive, trænere og forældre, der i stort tal var taget til Randers: At SAK77 er en af Vestdanmarks stærkeste ungdomsklubber

Lad os bevise det med et par tal:

  • SAK77 stillede med fem hold – og ialt 50 aktive – og det var kun storklubben Aarhus 1900, der også magtede.
  • SAK77 fik to hold i finalen – lighed med Aalborg AM og Skive/Stoholm/Rødding, og kun Aarhus 1900 fik tre hold med.
  • Og desuden var der fremgang i pointtal til samtlige SAK77-hold – set i forhold til 2016.

Se alle resultater og den samlede stilling her.

D15 – næstbedst i Danmark?

Lad os tage vores suveræne D15-hold først: 12 stærke gutter, som skulle forsvare sidste år flotte fjerdeplads i finalen. Og det skete med maner, idet førstepladsen blev landet med 7960 point – godt 700 point foran nummer to. Sidste år scorede D15-holdet 7033 point i indledende runde, og selvom stævnet i år lå tre uger senere, var der tale om en markant forbedring. Og ser vi allerede nu frem til finalen i september måned, så ser det lovende ud for vores drenge, for i øst var Sparta nok overlegne med næsten 10.000 point, men nummer to scorede kun 6.702 point. Dertil kommer, at vores hurtigste stafethold på den afsluttende 4×100 meter faktisk blev diskvalificeret, hvorefter andetholdets tid talte. Var førsteholdet kommet lovligt i mål, var slutsummen endt på ca. 8.500 point!

Holdet er en god blanding af danske ungdomsmestre og helt nye navne, som er rykket op eller kommet til klubben fornylig. Der var flotte sejre til Henrik Lykke på 100 m, som med formidable 11,48 sek. kun var 12/100 fra den danske 14 års-rekord, til Oskar Vejlgård på 100 m, hvor han med 14,60 sek. nu ligger på en delt førsteplads på årsranglisten, til Kristian Roed som tangerede sin Pr i højdespring med 1,73 meter, og endelig var der en flot sejr til Patrick Blauert, som i spydkast forbedrede sig flere meter til 43,20 meter.

Af de nye navne kan vi nævne Sebastian Mouritsen, som efter en hård 3000 meter i stegende hede såmænd blev nummer to på 800 meter i PR 2.21,min. Eller hvad med Malthe Bøgebjerg, klassekammerat til Henrik Lykke, som viste flot taktisk forståelse og blev nummer to på 3000 meter? Eller Viktor Krejberg, som efter måneders pause med lyske bankede en gammel PR på 300 m ned til 42,45 sek.

P19 – debutanter hjalp rutinerede kræfter

Vi springer til de rutinerede piger i P19, som med en tredjeplads nu skal til en tur i finalen. Otte piger, hvoraf hele tre var debutanter – svømmeren Matilde Fuglsang på 1500 m, og så to klassekammerater fra gymnasiet, som gav en hjælpende hånd: Natalie Grøn, som prøvede en 5000  meter, når det er værst – nemlig i bagende hede – og Julie Aakjær Jensen, som debuterede i kuglestød. Tak for hjælpen, piger – vi håber, at i også er med i finalen.

Også de ældste piger viste fremgang i forhold til 2015, da holdet sidst var med: I Randers blev scoren 7635 point, mens den i 2015 lød på 7210 point.

Her var der disciplinsejre til Line Damsgaard Andersen i højdespring med 1,55 meter, mens tilbagevendte Signe Skov Jensen imponerede med 2,80 m i stang og 4,88 m i længde – begge KR19. Emilie Pedersen snusede med 12,36 sek. påny til sin PR på 100 m, mens hun på den uvante 100 m hæk såmænd fik en KR19. En af holdets mest rutinerede kræfter, Emilie Vejlgård, sikrede gode point i diskos og hammer, mens Josefine Bundgaard-Hansen gik succes op på 400 m.

Og så minder vi om, at vi til finalen forhåbentlig også kan få Thea Jensen, Frida Selmer, Katrine Vad Mortensen og Elisabeth Nielsen med.

Marina Doslja trykker til kort efter starten på et af de mange 100 meter heat.

 

P15 – 21 piger og et mylder af PR

Lad os bare sige det lige ud: Ingen af vores to P15-hold gik videre til finalen, men for hulen hvor er der dog meget gejst, aktivitet og talent i de årgange, der var med på holdet. I DM Hold-turneringen må man supplerede 14-15- årsholdene med 12-13-årige, og det har SAK77 – i lighed med alle de andre klubber – i alle årene benyttet til at give de mest interesserede 12-13-årige mulighed for at prøve sig. Det giver selvfølgelig indimellem en overmatchning, når kuglen er tungere end den plejer, eller hækken pludselig er højere, men så ved man jo det til næste år.

Også for P15 var der fremgang i point i år: Også sidste år blev pigerne nummer seks i indledende runde, men i år lød scoren på 6539 point mod sidste års 5577. SAK77’s andethold blev nummer 13 af de 13 deltagende hold.

SAK77 havde rigtig mange debutanter med på de længere distancer. Her er Isabella Balleby og Selma Mærkedahl ved at gøre sig klar til en meget varm 300 meter i P15.

21 navne var der på SAK77’s to hold, og det vidner om den enorme bredde, klubben har i disse årgang, hvor der ofte er 30-40 aktive til træning. Det vil være uoverkommeligt at nævne dem alle her, så derfor kommer blot et par stykker her: Liv Selmer viste med 1,50 meter hvorfor hun er Danmarks bedste under 14 år i højdespring, Josefine Kiese fik sat en fik KR14 i hammerkast med 25,96 meter, og Frederikke Fløjgaard blev nummer tre i kuglestød med 8,86 m.

D19 – lige ved og næsten

En fjerdeplads er som at kysse sin søster, og det vil de ni drenge på D19-holdet nok godt skrive under på. Der var dog hele 1000 point op til den kvalificerende tredjeplads efter en match, hvor ikke alt helt flaskede sig for SAK-drengene. Blandt andet fik Andreas Støve sit bedste længdespring målt til 5,42 meter, selvom han satte af omkring 60 cm før den hvide planke (!) – så kan enhver selv regne ud, hvor langt det spring var.

Der var glimrende tredjepladser til Marcus Pallesen på 400 m efter en fantastisk spurt og til Robin Ostenfeldt på 1500 m og i spydkast (fine 38,23 m). Og Markus Kirk Kjeldsen erklærede, at han havde fået fornyet respekt for de galninge, der løber 5000 meter i alt slags vejr, efter sin debut på distancen med en andenplads. William Winkler måtte nøjes med en tredjeplads og 1,75 meter i højdespring, hvor han fik ondt i foden, og så oplevede man det sjældne  at de hele to SAK-stafethold komme under 50 sekunder på 4×100 meter – i henholdsvis 47,32 og 49,80 sek. Et fornemt punktum!