Det skulle bare have været en lille, intern kastemangekamp for en håndfuld af klubbens medlemmer. Men det endte med 16 deltagere, en verdensrekord, en europarekord og nogle danske rekorder.
Ja, det lyder vildt, men det var hvad der skete, da SAK77 holdt kastestævne søndag den 7. juli på Silkeborg Atletikstadion. Ud over klubbens egne seks deltagere dukkede 10 udenbys atleter op, og blandt dem var 65-årige Anne Kristine Jensen fra Aalborg AM, som for nogle få dage siden havde sat Masters-verdensrekord i sin aldersklasse (65-69 år) i kastefemkamp (hammerkast, kuglestød, diskoskast, spydkast og vægtkast).
Den rekord blev godt og grundigt smadret – faktisk med over 300 point, da Aalborg-atleten samlede hele 5363 point. En kolossal forbedring af hendes egen rekord og samtidig europarekord. Undervejs i serien satte Anne Kristine Jensen også europarekord i spydkast med 32,28 meter med 500 gram-spyddet samt flere danske Masters-rekorder i enkeltdiscipliner.
Blandt gæsterne var også 15-årige Mads Krogsgaard Nielsen fra Aabenraa, som imponerede med 49,20 meter i diskoskast og 14,68 meter i kuglestød.
Du kan finde resultaterne fra kastestævnet under “Resultater”.