To fra SAK 77 har kurs mod VM

Lørdagens danske mesterskab i Cross i Roskilde fungerede samtidig som sidste iagttagelse inden udtagelsen af de danske deltagere til VM i cross og noget overraskende tyder meget på, at hele to løbere fra SAK 77 bliver udtaget efter overbevisende indsatser.

På forhånd knyttede de største forventninger sig til 19-årige Markus Kirk Kjeldsen, der havde vundet juniorklassen ved tre af vinterens fire første løb i serien Cross Nationals. Sygdom havde tvunget Markus til afbud til fjerde runde og det var på den baggrund noget usikkert hvor han stod inden femte runde, som samtidig var DM.

Markus Kirk Kjeldsen blev samlet vinder af juniorklassen i Cross Nationals efter fem runder.

Det viste sig, at Markus er godt på vej tilbage og han besatte trediepladsen i juniorløbet over 6 km

på en teknisk vanskelig og meget vindomsust rute. Foruden DM-bronzemedaljen betød trediepladsen samtidig at Markus Kirk Kjeldsen blev samlet vinder af juniorklassen i Cross Nationals-serien og nok så vigtigt, at han synes så godt som sikker på at komme bland de seks juniorer, der skal forsvare de danske farver ved VM Cross på hjemmebane i Århus den 30. marts.

Line Brandt Pedersen, SAK 77, på vej mod en overraskende DM-sølvmedalje og sandsynlig VM-udtagelse.

Forventningerne var knap så store og overraskelsen derfor tilsvarende større over Line Brandt Pedersens indsat i senior-kvindernes løb over 10 km. I et meget veldisponeret løb var det til slut kun den nykårede U23 europamester Anna Emilie Møller, Blovstrød Løverne og Spartas kenyaner Sylvia Kiberenge som var hurtigere end Line. Dermed blev det til en højst overraskende DM-sølvmedalje til den 27 årige SAK 77-løber som er tidligere elite-fodboldspiller og i øjeblikket egentlig primært forbereder sig til en stor Ironman-triatlon i juli måned..

Line lå længe i en mindre gruppe med 5-6 løbere, som dog først blev reduceret til tre og før sidste af de fem runder var gruppen reduceret til blot at bestå af Line Brandt Pedersen og Spartas Maria Ahm. På sidste omgang satte Line sit ryk ind og i mål havde hun skabt et hul på hele 13 sekunder til den stærke spartaner.

Med den imponerende præstation presser Line sig alvorligt på til én af de fire ledige pladser på det danske hold til VM. Den endelige udtagelse offentliggøres på tirsdag, men dansk atletik forbunds elitechef Bo Overgaard mere end antydede, at han meget gerne ser Line på det danske VM-hold.

I drengenes 16-17 års klasse besatte Martin Glerup en flot syvendeplads og Aksel Lylloff Qvortrup blev nr. 12 blandt e 18-19 årige, mens Robin Ostenfeldt og Martin Merrild Hansen blev henholdsvis nummer 46 og 55 hos senior-herrerne. I sidstnævnte klasse vandt den tidligere silkeborgløber Mikkel Dahl Jessen, som nu stiller op for AGF, i øvrigt sølvmedlaje og står dermed med gode muligheder for også at blive udtaget til VM.