SAK77’s formand sluttede på toppen

Morten Blumensaat afleverede formandsposten i SAK77 til Pia Ostenfeldt. ”Et organisationstalent over alle grænser,” lød formandens karakteristik af sin efterfølger.

En 10 år lang formandsperiode sluttede i aftes, da Morten Blumensaat blev afløst af Pia Ostenfeldt som leder af Silkeborg Atletikklub 1977 (SAK77).

Og man må sige, at den tidligere tikæmper, som vandt adskillige danske mesterskaber tilbage i 80’erne, efterlader sin klub i topform. SAK77 er med 130 børne- og ungdomsmedlemmer en af landets 10 største ungdomsatletikklubber, og klubben spiller en markant rolle både på græsrods-, bredde- og eliteplan.

”Vi bliver lagt mærke til ude i Atletikdanmark. Vi er en vigtig del af landkortet,” sagde Morten Blumensaat i sin sidste beretning på klubbens årsmøde, som blev overværet af ca. 75 voksne deltagere og ca. 75 børne-. og ungdomsmedlemmer.

Måske atletikhal på Søholt

SAK77-formanden lagde særlig vægt på, at atletikklubben, der for år tilbage måtte vende hver femøre, i dag har en økonomi, der strutter af sundhed. Overskuddet i 2017 endte på 58.000 kr., og klubben har skabt en solid konsolidering af økonomien – ikke mindst godt hjulpet af det store motionsarrangement Almindsø-stafetten, som i august 2017 satte deltagerrekord med 3.095 deltagere.

Årsmødet i SAK77 er altid garant for nyheder om nye, spændende projekter, og Morten Blumensaat afslørede, at SAK77 har igangsat et udvalgsarbejde, der skal undersøge mulighederne for at bygge en atletikhal på Søholt Idrætspark.

”Vurderingen er, at vi på et tidspunkt vokser ud af rammerne i vores atletikhal i Knudlund. Vi er stadig milevidt fra noget som helst konkret, men der arbejdes på sagen,” sagde SAK-formanden, som også kunne berette, at SAK77 i 2018 bliver vært for det første danske banemesterskab i klubbens 40-årige historie. Det sker den 18.-19. august, når henved 100 af landets bedste mangekæmpere stiller op til senior- og ungdoms-DM på Silkeborg Atletikstadion.

Desuden er SAK77 igen arrangør af Skole-OL i maj med 600 deltagere – udsolgt på 10 dage (!) – medarrangør af årets DM i skoleatletik i juni og afvikler i august for 36. gang det populære Almindsø-stafetten.

Formand er ”organisationstalent”

SAK77 har en efterhånden mangeårig tradition for god rekruttering, og det blev endnu engang bevist, da klubbens bestyrelse blev udvidet og nu tæller 10 personer. Forrest er som nævnt den nyvalgte formand Pia Ostenfeldt, der af Morten Blumensaat blev omtalt som et ”organisationstalent over alle grænser, der bevarer overblikket uden at få sved på panden”.

Udover formand Pia Ostenfeldt består bestyrelsen nu af Erik Terkelsen (genvalg), Morten Blumensaat (nyvalgt bestyrelsesmedlem), Bo Frankø, Erik Thestrup (kasserer) og Karin Lykke, mens der var nyvalg til Birgitte Herskind, Flemming Blauert, Claus Birn Jensen og Robin Ostenfeldt.

Klubbens fornemste hæderstegn, pokalen for ”Årets præstation” blev for 2017 tildelt klubbens drengehold for 12-15 år, som formåede at give Danmarks stærkeste ungdomsklub, Sparta, kamp til stregen i DM Hold-finalen.

70 procent af drenge 12-15 års-holdet, som vandt hold-sølv ved DM for Hold sidste år. Fra venstre Nicolai Kærby, Sebastian Mouritzen, Patrick Blauert, Jacob Iversen, Oskar Vejlgård og Viktor Krejberg. Forrest Henrik Lykke. Holdet bestod desuden af Malthe Bøgebjerg, Mads Jakobsen og Kristian Roed.

Øvrige pokaler:

”Årets fund under 18 år”: Oskar Vejlgård – præsenteret af træner Morten Blumensaat.
”Årets SAK77-medlem”: Per Fløjgaard – præsenteret af sportschef 14+ Søren Munch.
”Årets ungdomsmedlem:” Rune Rober – præsenteret af sportschef -14 år Per Fløjgaard.
”Årets forvandling”: Thea Vad Mortensen – præsenteret af pokalindstifter Michael Seindal og ungdomstrænerne Frederikke Fløjgaard og Freja Jensen.
Silkeborg Svømmeklubs lokaler ved Svømmecenter Nordvest var fyldt til bristepunktet, da SAK77 holdt årsfest med 150 medlemmer og forældre.