SAK77’s DT-hold videre til kval-runde med sejr i sidste øvelse

Af Thomas Krejberg, holdleder

Langvang Stadion, Randers – lørdag den 9. juni 2018
Danmarksturneringen, 1. div. vest mænd: Randers Freja – SAK77 96-98

Efter et sent afbud fra AGF i 1. division vest og dermed en del usikkerhed om afvikling af runden drog en flok unge debutanter lørdag den 9. juni afsted til Randers for at sikre SAK77 første deltagelse i danmarksturneringen (DT) i mange år.

Med AGF’s afbud var både Randers og SAK77 med deltagelse i over halvdelen af disciplinerne sikret kvalifikation til kval-runden til elitedivisionen i efteråret, og da SAK77 var repræsenteret i samtlige discipliner, var denne forudsætning opfyldt.

Det lagde dog ikke en dæmper på SAK atleternes engagement og præstationer, for SAK77 lagde ud med tre hurtige disciplinsejre. Oskar Vejlgård behøvede kun ét spring på 6,33m i længde for at vinde og fortsatte videre til stangspring, som afvikledes samtidig, og han sejrede her med 3,50m.

Samtidig tog Asger Sarto i 2,6 sekundmeter modvind sejren på 100 m med 2/100 i 12,13 sek., mens Andreas Støve ramte en tyvstart i 400 m hæk. Selvsamme Støve tog senere revanche med PR på 400 m uden hække med flotte 53,31 sek.

Tung dag for kasterne

Kasterne havde generelt en hård dag, hvor de tungere seniorredskaber var en udfordring. Udfordringen blev dog taget op; Patrick Blauert formåede trods en forstuvet fod under opvarmning at kaste seniorspyddet ud på 40,03 meter, mens Lucas Richardt med krum hals skaffede holdet point ved at kaste sin 2 kg diskos ud på 20,75 m. Sidst Lucas kastede diskos, var det med 1 kg!

Hammerkast blev dækket på fornemmeste vis af Jonathan Nørgaard, der – selvom han er meget grøn i disciplinen – formåede at kaste knap 22 m (21,92).

10/12 af SAK77’s DT-hold, der vandt i Randers. Fra venstre Martin Glerup, Viktor Krejberg, Robin Ostenfeldt, William Winkler, Lucas Richardt, Andreas Støve, Jonathan Nørgaard, Oskar Vejlgård, Markus Kirk Kjeldsen og Sebastian Mouritzen. På billedet mangler Patrick Blauert og Asger Sarto. Foto: Thomas Krejberg

Sebastian Mouritzen tog sig af sejren i 800 m i 2.10,81 min., og Robin Ostenfeldt løb en flot 5000 m i det varme vejr i tiden 16.51,39 min.

William Winkler har hævet sit bundniveau i højdespring i år, så han springer mindst 1,90 m i sine konkurrencer. Det gjorde han også i Randers og vandt dermed disciplinen, hvorefter han forsøgte sig på pr-højden 1,97 m. Teknisk var det sidste forsøg på 1.97 m ikke i skabet, men trods dette var William tæt på at passere højden, så en ny pr er efter trænerens vurdering nært forestående.

110 m hæk blev et internt SAK77-opgør (video) mellem Oskar Vejlgård og William Winkler. En hård opgave på seniorhækkene, som Oskar trak sig sejrrigt ud af, men vigtigere endnu sikrede SAK77 syv vigtige point, som udlignede de syv point Randers tog gennem tyvstarten på 400 m hæk.

Dermed var SAK77 kun fire point efter Randers. De blev udlignet, da Markus Kirk Kjeldsen spadserede sig til sejren i 1500 m i ca. 4.25 min., mens Viktor Krejberg med et spring på 11.67 m tog sig af sejren i trespring i sin første trespringkonkurrence i to år. I 1500 m-heatet deltog også Martin Glerup, som ikke ville svigte holdet og stillede op trods sygdom. Martin kæmpede sig i mål i 4.47,52 min. og viste samtidig den dedikation, som præger den flok unge mænd fra SAK77.

Stillingen var nu 91-91 inden den afsluttende 4×100 m stafet, og på Langvang Stadion i Randers kunne man nu mærke en stigende intensitet, selvom kvalifikationen var sikret for begge hold.

Kendetegnede for SAK77 holdets kampgejst kunne vi samle atleter til hele to stafethold.

Stafetholdet bestående af Oskar Vejlgård, Viktor Krejberg, Jonathan Nørgaard og Andres Støve slog Randers stafetten med 6/100 i fine 45,79 sek. og sikrede dermed de syv point for disciplinsejren.

Den anden stafet bestående af Robin Ostenfeldt, William Winkler, Lucas Richardt og Sebastian Mouritzen garderede for point og lavede en flot stafet i 50,62 sek.

SAK77 trak sig dermed tilbage fra kampen i Randers som vindere af 1. division vest: 98-96.