SAK77 i samfundets tjeneste på SmukFest

Temmelig trætte og med ømme ben og lægge takker SAK77’s hold ved SmukFest af. Foto: Søren Munch

Hvad får man, hvis man beder 16 SAK’ere om at gå til stålet i fem timer?

Svar: To fodboldbaner, der er klinisk renset for det ufattelige svineri som gæsterne på SmukFest i Skanderborg har efterladt sig.

SAK77 havde fået opgaven at rydde en del af campingpladsen KærligHeden i Skanderborg efter årets musikfestival, og det var noget af en udfordring. Ufattelige mængder affald lå i enorme bunker, men festivalgæsterne havde også efterladt så store mængder af splinternye luftmadrasser, telte, soveposer, campingstole osv., at enhver diskussion om ungdommens økonomiske problemer må forstumme.

Opgaven skulle klares på fem timer (16-21) for at få det aftalte beløb, og da klokken sneg sig mod kl. 21.00, havde vi ryddet så meget, at den strenge arbejdsleder fra SmukFest erklærede sig dybt imponeret over klubbens indsats.

“Det er sådan noget vi gør i SAK77,” svarede vi, inden vi smed handskerne, drak en sodavand og klappede hinanden på skuldrene.

Det beløb, som klubben modtager, går til arrangementer for klubbens aktive. Pengene deponeres i “kioskkassen”, hvorfra man kan søge økonomisk søttte til arrangementer og lignende.

Nu må vi se, om det skal være en årligt tilbagevendende begivenhed, men hvis det står til SAK77’s arbejdsleder, Elisabeth, så er vi fire gange så mange næste år.