Markus efter EM-debut: “De første 200 meter var vanvittige”

Den 17-årige løber fra SAK77, Markus Kirk Kjeldsen, fik en flot debut ved EM i cross, der søndag blev løbet i Tillburg i Holland – og med stor dansk succes til følge.

For få minutter inden Anna Emilie Møller løb over målstregen som U/23-europamester, havde Kjeldsen været i aktion på den smattede, mudrede og teknisk meget svære rute. Samlet blev det til en 53. plads i et felt på 96 løbere, der var op til to år ældre, og samtidig indfriede det unge SAK-talent sin ambition om være bedste dansker. Det lykkedes, selvom han fik samme tid som en holdkammerat, der løb ind som nummer 54.

”Vi anser Markus’ 53. plads som en fremragende indsats af en ung løber, som deltog ved sit første EM – og ovenikøbet på en rute, der på grund af vedvarende regn forvandlede sig til noget af en udfordring med vandpytter, mudderhuller og glatte sving,” siger SAK77’s 14+-sportschef Søren Munch, som også er træner for Markus Kirk Kjeldsen.

PR på 5 km undervejs

Trods forholdene blev der løbet meget hurtigt på EM-ruten – således satte Markus Kirk Kjeldsen en stor personlig rekord, da han passerede de første 5 km i 15.25 min. SAK-løberen valgte en forholdsvis forsigtig start, og det viste sig at være den rette taktik, idet han undervejs avancerede fra 79. pladsen til 53. pladsen.

”Der blev løbet hurtigt, men vi bider mærke i, at Markus brugte hovedet, stod for presset og viste sig som en af fremtidens løbere,” siger Søren Munch. Således blev SAK’eren syvendebedste Norden-løber og – ikke mindst – femtebedste årgang 2001 i feltet. Det sidste er særligt interessant, fordi han som 2001’er har yderligere to år at løbe i juniorklassen.

Næste store mål for Markus Kirk Kjeldsen er deltagelse ved VM i cross, der løbes lørdag den 30. marts på en benhård rute ved, omkring og på Moesgaard Museum.

Markus om EM: “De første 200 m var vanvittige”

Én ting er at løbe cross i hjemlige omgivelser i et felt med konkurrenter, der også er kammerater. Noget andet er en start i et internationalt felt, hvor der bliver skubbet, maset, sparket og ikke mindst løbet hurtigt.

Dén oplevelse fik SAK77’s Markus Kirk Kjeldsen blandt 100 juniorløbere ved junior-EM i cross i går i Tillburg, Holland. 

Markus fortæller, at han havde ret godt styr på nervøsiteten, selvom han var debutant på EM-niveau, der var masser af tilskuere, og selvom han gik op og ned ad en stjerne som Jakob Ingebrigtsen fra Norge.

“Den begyndte for alvor at titte frem, da vi stod og ventede på at blive skudt i gang. Jeg vidste godt, at det vil komme til at gå hurtigt, men selv at være dér var godt nok en øjenåbner. De første 200 meter var vanvittige. Jeg synes selv, at jeg fik rigtig god fart på, men alligevel lå jeg stadig i den sidste tredjedel af feltet og fik sparket mudder og grus op i mit ansigt – så var vi i gang!”

Efter 200 meter snævrede det store startområde ind til en smallere rute, og så begyndte kampen for at komme fremad i feltet.
“Der bliver skubbet umådeligt meget, og jeg må indrømme, at der skal bænkpresses en del, før jeg sådan virkelig kan give modspil. Jeg formår at tage nogle placeringer på de lange lige stykker, men kombinationen af mudder, en masse sving og det at løbe indespærret i et felt gjorde det ret svært.”

Omkring 4 km inde i løbet bliver Markus overhalet af en dansker, Anton Østdal fra Bagsværd, som slog et hul på 2-3 sekunder. På de sidste 500 meter lykkedes det dog Markus at indhente Anton og overhale ham med et par meter, så han i mål var bedste dansker.

På resultatlisten kan man se, at Markus passerer den første kilometer som nummer 79. siden avancerede han 26 placering til sin slutplacering som nummer 53.

Se resultaterne fra EM-junior her