Ny formand i SAK77: Claus Birn Jensen overtager efter Pia Ostenfeldt

Pia Ostenfeldt afleverede formandsposten til Claus Birn Jensen på SAK77’s årsmøde tirsdag den 28. januar.

SAK77 har fået ny formand.

Efter to meget aktive år i spidsen for Silkeborg Kommunes eneste atletikklub takkede Pia Ostenfeldt af på klubbens velbesøgte årsmøde tirsdag den 28. januar, hvor over lidt over 100 deltagere var mødt op.

Afløseren, Claus Birn Jensen, er et kendt navn i SAK77, idet han i flere år har været medlem af bestyrelsen og blandt andet er et stort aktiv i klubbens udvalg, der arbejder på en atletikhal på Søholt Idrætspark.

Pia Ostenfeldt afleverede en klub i topform til den nye formand. Økonomien er velpolstret med et overskud i 2019 på 92.000 kr. og en komfortabel egenkapital, medlemstallet er på den rigtige side af 125, og klubbens medlemmer er meget aktive til træning og stævner.

Det hele drives af ulønnede kræfter, og den afgående formand benyttede lejligheden til at understrege betydningen af frivilligheden i en klub som SAK77.

”Hvis SAK77 skal overleve som forening, kræver det ikke blot en indsats fra aktive og trænere, men også fra forældre, bedsteforældre osv. Mange klubber må lukke hold, fordi der mangler frivillige, eller de må køre med et dyrt kontingent. Sådan er det ikke i SAK77, fordi vi har så mange, der giver en hånd med, og jeg håber, at klubben i fremtiden fortsat kan være en forening, der kan køre på basis af frivillighed,” sagde Pia Ostenfeldt.

I SAK77 arbejdes der derfor til stadighed med rekruttering af frivillige til klubbens træning og arrangementer, blandt andet klubbens økonomiske livsnerve – den årlige ”firmaskovtur” til Almindsø-stafetten. Også på medlemssiden benytter SAK77 enhver lejlighed til at reklamere for atletikken. Det sker blandt andet med den lokale version og meget populære version af Skole-OL i atletik, som skolerne i Silkeborg Kommune står i kø for at deltage i.

I år finder Skole-OL sted den 13. maj, og hvis der er skoler, som ikke har fået sig tilmeldt, er det desværre for sent.

”Tilmeldingen åbnede den 2. januar, og der var udsolgt med 550 deltagere fem dage senere. Det er ny rekord og vidner om, hvor populær Skole-OL er blevet,” sagde SAK-formanden.

Den nyvalgte bestyrelse afstemmer kalendere for at finde en dato for det første bestyrelsesmøde. I vore dage foregår det per telefon…

På årsmødet blev der også orienteret om arbejdet med at skabe rammerne for en egentlig atletikhal i tilknytning til Silkeborg Atletikstadion. Der arbejdes med planer om en hal med 200 meter rundbane, og i de kommende måneder skal planerne indpasses i den helhedsplan for Søholt Idrætspark, som kommunen og andre interessenter arbejder på.

På årsmødet var der ikke blot udskiftning på formandsposten, men også på flere poster i bestyrelsen. Bo Frankø og Flemming Blauert forlod bestyrelsen og blev afløst af Rikke Cochran, som hidtil havde været suppleant, og Susan Olesen, som blev nyvalgt.

Susan Olesen – nyvalgt bestyrelsesmedlem i SAK77. Velkommen…!

Der var desuden genvalg til bestyrelsesmedlemmerne Robin Ostenfeldt, Morten Blumensaat og Erik Terkelsen, mens Birgitte Herskind blev genvalgt som suppleant.