Ny belægning i hallen

Man plejer jo at sige, at der er ikke noget så skidt, at det ikke er godt for noget. Det gælder også i dette tilfælde.

Vi var nærmest grædefærdige, da vi så hvordan belægningen i atletikhallen i Knudlund var blevet ødelagt i forbindelse med opførelse af en ny mur mellem de to halvdele af hallen. Det hele var mildest talt svinet til med kalkstøv og flere af kuststofmåtterne ødelagte.

Resultatet er imidlertid blevet, at de ansvarlige har indvilget i at give os nye måtter på løbebanerne og i højdespringsområdet. De bliver monteret i disse dage og i næste uge kan træningen så genoptages på helt ny kunststof. Belægningen er ny fuldlimet både ved højdespring, ved startområdet på sprintbanerne og ved afsættet til fladspringene. Desuden er de nye sprintbaner blevet monteret ovenpå de gamle beskadigede måtter. Det betyder at belægningen nu er dobbelt så tyk og dermed langt mere skånsom ved intensiv sprinttræning.

Det har været et ubehageligt forløb, men nu er der kommet en løsning og det ser faktisk ud til at blive rigtig godt. I kan godt begynde at glæde jer!