Julklappsjakten – meget mere end et atletikstævne

Af Christine Bjerre Jensen

Julklappsjakten er årets tur, ingen tvivl om det. Det har det været for mig siden min første tur i 2015. Jeg har nu været afsted syv gange, og jeg glæder mig allerede til næste års tur.

 

En tur til Julklappsjakten kan være svær at sætte ord på. Man skal nok være en del af den for at vide, hvor fantastisk og hyggelig en tur det er. Og man må sige, at alle deltagerne i den grad er en del af det. For Julklappsjakten er ikke bare et stævne og konkurrence, det er en tur, hvor vi alle på tværs af aldre og atletiske evner er sammen som én stor gruppe.

 

Som de sidste mange år har vi taget bussen til Frederikshavn og dernæst Stena-Line færgen til Göteborg. Og tradition tro boede vi på vandrehjemmet Slottsskogen. Mon ikke træneren Per Mortensen allerede har bestilt både bus og samme vandrehjem til næste år også? Turen til forlystelsesparken Liseberg fandt sted fredag aften. Det må have været vores heldige år for bussen fik i omegnen af 20-25 kg chokolade, fra de mange tombolaer, ekstra på slæb. Alt var som det plejede at være, da vi kom tilbage til vandrehjemmet. Trænere og forældre sad og plaprede løs til deres sædvanlige papvin og chokolade, imens den yngre del af flokken sprintede frem og tilbage på gangene og bankede på alle døre, de kom forbi. Også selvom de voksne gang på gang måtte råbe til os, at vi ikke måtte løbe på gangene.

 

Vi ankom til stævnet lørdag morgen som nogle af de første og hængte SAK77- og Danmarksflag op på tribunen, så ingen kunne være i tvivl om, at vi var der. Der blev tegnet ansigtsmaling i gule og grønne farver på hinanden, og startnumrene blev sat fast på trøjerne. Og WOW en glæde man oplever overalt, for hinanden, for atletikken og for hele oplevelsen af at være til så anderledes et stævne. Glæden ved egne personlige rekorder og præstationer, medaljer og pokaler, og selvfølgelig stoltheden fra deres trænere. Man må i den grad sige, at vi også har nogle talentfulde atleter i klubben, da vi gentagne gange havde SAK77 deltagere på podiet til medaljer eller pokaler. Og ”madmødrene” Bo, Steen og Charlotte havde som altid styr på både frokost og aftensmad. Jeg tror i hvert fald, at de fleste fik et lille chok, da vi efter maden fandt ud af, at kyllingen og frikadellerne ikke var lavet på kød.

Hyggen fortsatte hjemme på vandrehjemmet efter en lang dag med masser af atletik. Den stod på julekalender, VM-fodboldkamp, billard og ture til købmanden efter Sveriges billige bland-selv-slik.

 

Søndag var lige så hyggelig som lørdag, og det var svært at forstå, at vi allerede skulle hjem den dag efter, at de sidste 200 meter var løbet i fantastisk stil. Lidt over midnat nåede vi frem til Silkeborg.  Snakken i bussen faldt selvfølgelig på, hvem der skulle i skole til kl. 8 mandag morgen, og hvem der var så heldige at få en fridag. Så kunne jeg jo sidde og glæde mig til desværre at skulle op kl. 6:30, imens de fleste andre havde en hyggedag derhjemme. Alle var trætte efter weekenden, og det lyder til at mange allerede ser frem til næste års Julklappsjakten.

 

Så på trods af at atletik ikke er en decideret holdsport, er vi hvert eneste år, dem der hepper og jubler højest, når vores holdkammerater er i konkurrence. Og det er, hvad jeg betegner som et hold og et samlet fællesskab. Tak til alle atleter, trænere, forældre og buschaufføren. Vi ses igen næste år 😉

Resultater