GULD, GULD, GULD, GULD OG BRONZE!

Malthe Juel Bøgebjerg genvandt lørdag sit danske mesterskab i cross, og det var ikke den eneste guldmedalje til SAK77. Med en femteplads til Martin Skytte Glerup og en 10.plads til Jonas Aggerholm var DM-sejren i holdløbet hjemme. Også Thor Larsen fik en flot DM-debut med en femteplads i D15. Dagens femte medalje gik til Markus Kirk Kjeldsen der overvandt sidesting og på en stærk spurt vandt bronze i U/23.

Her følger Dansk-Atletiks beretning fra junior-løbet:
“Hos juniorherrerne skulle vi se et vellykket forsvar af den danske mesterskabstitel. 2021’s danske mester, Malthe Bøgebjerg (SAK77), lykkedes med et godt løb og tog mesterskabet. Der var efter en halv runde en frontgruppe på syv personer med Martin Skytte Glerup (SAK77), der førte an. Ude på 2. runde ændredes det, så Malthe Bøgebjerg overtog frontarbejdet. Med var Victor Tvistholm Jørgensen (Greve Trim Motionsklub), Bjarke Rasmussen (Team DistanceRunning.dk), Martin Skytte Glerup og til sidst Oscar David Broman Jensen (Blovstrød Løverne). På den næste runde var frontgruppen stadig den samme, med Joakim Bertelsen (Skive AM) og Gustav Bendsen (Københavns IF) kort bagefter. Omkring en halv runde senere var frontgruppen splittet i nogle grupper. Malthe Bøgebjerg og Victor Tvistholm Jørgensen havde skabt et hul på en 20 meter ned til Bjarke Rasmussen og Oscar David Broman Jensen med Martin Skytte Glerup kort efter. Det hul fik Martin dog lukket en halv runde senere. Fra Malthe Bøgebjerg og Victor Tvistholm Jørgensen tog fronten alene var Malthe gået i front. Langsomt åbnede der sig et hul, der blev større og større. Med 9 sekunders forspring kunne Malthe Bøgebjerg derfor løbe over stregen som forsvarende dansk mester i juniorklassen. Victor Tvistholm Jørgensen tog 2. pladsen og 31 sekunder efter kom Bjarke Rasmussen ind på 3. pladsen."

Se hele omtalen af DM-cross her

Resultater