Fantastisk vinterfinale: 14 landsmesterskaber og 29 DGI-medaljer

De fleste ved, at DGI’s landsmesterskaber i indeatletik i Marselisborghallen er en meget lang dag med konkurrencer fra formiddag til ud på aftenen. Men hvad gør det, når man er i godt selskab…?

Og det gode selskab havde SAK77 selv sørget for ved weekendens mesterskabsstævne: Trænere, ledere, forældre og aktive mødte op i stort tal – ja, hvad de aktive lavede kan man læse herunder, men desuden stillede klubben et stort antal dommere ved stævnet, ligesom SAK77 igen i år drev stævnet effektive kiosk, hvor overskuddet som sædvanlig går til aktiviteter i børne- og ungdomsafdelingen.

Træner Michael Seindal havde opgaven med at holde styr på antallet af gange, en SAK’er var på medaljeskamlen, og det blev til hele 29 medaljer, som fordelte sig således:

8 bronze🥉 7 sølv🥈 og hele 14 guld🥇

Fra venstre: Stævnehygge i pigelejren, Asbjørn holder hof med sine tresprings-venner, Patrick viser overarme og Christine er endnu engang på medaljeskamlen.

“Dertil en masse placeringer lige udenfor medaljerne og ikke mindst et hav af personlige rekorder. Fantastisk indsats af alle dagen igennem og stor opbakning af mange forældre. En lang men helt igennem super lørdag,” lyder meldingen fra Michael Seindal.

Ialt stillede SAK77 med 31 aktive til start i Aarhus, og hele 19 af dem kom hjem med en medalje. Men samtlige 31 havde mindst én personlig rekord med hjem til Silkeborg, og så kan man jo sige, at en lang vintersæson har fået en flot og passende afslutning.

SAK77 fik hele fire dobbeltmestre, som ialt sikrede klubben hele 13 medaljer:

Kristian Roed vandt to mesterskaber og satte en flot PR i højde med 1,80 m.

Christian Tinglef Svenstrup fik noget af et gennembrud i D13 med to guld, en sølv og en bronze. Blandt andet sprang Christian flotte 5,00 meter i en tæt længdespringskonkurrence og vandt desuden 800 m i 2.44,12 min.

Liv Selmer, DMU-sensationen i P15 der satte dansk ungdomsrekord med 1,68 meter, vandt DGI-titlen med 1,57 meter, inden hun tog en frisk chance og satte overliggeren direkte op på 1,70 meter. Det blev til tre nedrivninger, og modet har Liv altså. Det må man sige. Liv vandt desuden længdespring i en flot PR på 4,85 meter.

Kristian Roed viste med 1,80 meter i højdespring, at han nok skulle havde tilmeldt sig DMU i forrige weekend. Her gik DM-titlen nemlig for 1,79 meter, men Kristian kan trøste sig med, at han slutter indesæsonen med en tredjeplads på ranglisten. Også på 60 meter var Kristian i PR-form og vandt en stensikker sejr i flotte 7,67 sek. – også blandt aldersklassens 10 bedste resultater i vinter. Endelig blev det til en ny flot PR og sølv i kugle med 11,77 m.

Og endelig var der to mesterskaber til dette lille 13-årige talent Christine Bjerre Jensen: 8,65 sek. på 60 m og 1,40 m i højdespring , og dertil kom bronze for 4,51 m i længdespring.

Træner Thomas Skaarup får assistance til krigsmalingen, Frederikke Fløjgaard med bronzen, Oline Hyldborg fik sin første medalje på 800 meter for P11, og så er der SAK-hygge.

De resterende 17 medaljer fordelte sig således:

GULD: Asbjørn Seindal D15 slog til i sidste hug med en kæmpe PR i trespring på 9,86 og vandt et flot guld, og i kuglestød hos D17 øgede Patrick Blauert igen sin PR med 5 kilo-kuglen – nu til fine 11,77 m. Theodor Bjørnholdt, D17, fik styr på teknikken i højdespring, og det gav en flot PR på 1,60 m og en sejr i aldersgruppen. I D13 dukkede et nyt talent op, Christian Bruhn, som vandt 60 m i flotte 8,65 sek., og der var også guld til Matilde Herskind i stangspring i P15 (1,80 m) og til Julie Bjerre Jensen i højdespring hos P11 med fine 1,27 m.

SØLV: Alberte Kilsmark løb en flot 80 m i P13 og sikrede sig sølv i PR 2.47,10 min.,  og det samme gjorde Oline Hyldborg i P11 med tiden 3.30,58. I højdespring var Christine K. Jørgensen tilbage på PR-højde med 1,47 meter i P15, og et nyt 14-årigt talent, Bartosz Cypryanski, satte PR to gange på 60 m – bedst med 8,03 sek. i finalen.

BRONZE:

Udover sejren i højdespring i P11 sikrede Julie Bjerre Jensen sig bronze i kuglestød med 6,50 meter, i samme øvelse præsterede Frederikke Fløjgaard i P17 endnu engang en PR – nu med 10,21 m, og der var også PR i kuglestød i P15 til Josephine Kise med 9,01 m. Martha Qvortrup var på skamlen for at hente en bronze for 1,90 m i stangspring, Karla Mærkedahl fik bronze for 3,83 meter i længdepring for P11, og på 800 meter vandt Nicolai Kærby Andersen bronze i D15 i 2.42,17 min.

Hele resultatlisten kan ses her