El-tiden skuffede, men atleterne imponerede

Silkeborg Atletikstadion dannede traditionen tro rammen om Midtjyske Mesterskaber, hvor vores talentfulde børne- og ungdomsatleter kæmpede om sæsonens sidste nåle i en trekamp bestående af ét løb, ét spring og ét kast. 

I mellemtiden kæmpede en håndfuld hjælpere ihærdigt med at få el-tidtagningen til at fungere, men det fortjener næsten et kapitel for sig selv. I hvert fald blev Midtjyske Mesterskaber ikke kun en fin markering af udesæsonens afslutning, men sandsynligvis også et definitivt farvel til vores nuværende el-tidtagningssystem, som for længst har sunget på sidste vers. 

Den manglende el-tid afholdte heldigvis ikke vores dygtige atleter fra at præstere. Klubrekorder stod for fald, personlige rekorder blev forbedret og vores talenter fik tilkæmpet sig flere topplaceringer i trekampen. 

Herunder kan du læse lidt om, hvordan det gik i de forskellige klasser. 

Piger under 7 år

Hos de alleryngste piger vandt Agnes Stjerne-Hansen på fornem vis trekampen foran to Skive-piger efter en flot 400m på 1.38.8. De fine præstationer resulterede i en sølvnål til den nykårede midtjyske mester. 

Piger 8 år

SAK var ligeledes repræsenteret med én enkelt atlet hos de 8-årige piger. Her kom Arna Vala Fridudottir på andenpladsen i trekampen, og snuppede en bronzenål. Arna satte både personlig rekord i længdespring med et flot spring på 2.51m og et fornemt 400m-løb på 1.35.5. 

Piger 9 år

Silje Vandet Ebsen viste klasse hos de 9-årige piger, hvor hun med et fremragende længdespring på 3.45m sikrede sig en guldnål og titlen som midtjysk mester. Generelt var SAK stærkt repræsenteret i klassen, hvor Andrea Poulsen, Lærke Barner Dalsgaard og Nova Vogn Heinesen alle sikrede sig sølvnåle efter flotte individuelle præstationer.

Piger 10 år

Emma Svane var eneste SAK’er hos de 10-årige piger, men viste alligevel flaget frem på fin vis med en 60m på 11.5, et længdespring på 2.62m og et kuglestød på 4.64m. De tre solide præstationer gav en bronzenål. 

Piger 11 år

Man skulle ikke lede langt efter de grønne farver hos de 11-årige piger. SAK var repræsenteret med hele syv atleter, og de dygtige SAK-talenter var at finde helt i toppen. Liva Poulsen forbedrede sin egen klubrekord i kuglestød med 19 cm i et fantastisk stød på 8.55m. Med et længdespring på 4.02m og en 60m på 9.6 viste hun tilmed stor alsidighed, som resulterede i et midtjysk mesterskab og en guldnål. 

Det var dog ikke den eneste guldnål, som blev uddelt i klassen. Også Frida Kornvig hev en nål hjem af højeste karat, og viste sit talent med et flot højdespring på 1.20m, som blandt andet medvirkede til en andenplads i den samlede konkurrence. Stærkt efterfulgt var hun af Rosa Fløjgaard på tredjepladsen, som på fornemmeste vis satte personlig rekord i længdespring med et spring 3.78m og dermed kunne hive en sølvnål med hjem. 

Værd at nævne er bredden i gruppen, hvor Ellen Agnethe Holmskov, Sofia Jansbo Kramer, Hannah Marie Holmskov og Sofia Viva Erstad Gram alle viste lovende takter med personlige rekorder i bunkevis! 

Piger 12 år

Enya Thomesen var i topform hos de 12-årige piger. Hun vandt klassen, og fik en guldnål, men vigtigst af alt viste hun stor alsidighed i alle hendes tre øvelser. Her udmærkede hun sig med en 80m på 11.8, et fremragende længdespring på 4.40m og et kuglestød på 8.03m. 

Piger 13 år

Stortalentet Tilde Hegelund stod for en dagens største bedrifter med en fantomtid på 400m, hvor hun slog klubrekord med over 30 sekunder i tiden 66.4. Hun blev tilmed midtjysk mester, og fik scoret sig en sølvnål.

Også Marie Odgaard Borup Hansen var i stødet, og løb blandt andet personlig rekord på 80m med en flot tid på 12.1. 

Piger 14-15 år

Hos de 14-15-årige piger debuterede en lille håndfuld SAK’ere på 100m, hvor Alberte Olsen med en tid på 14.6 vandt heatet foran Liv Munk og Laura Randeris. Sidstnævnte satte personlig rekord i kugle med et stærkt stød på 5.75m, mens Liv Munk var ganske tæt på at nå ud på de fire meter i længde med et spring på 3.97m. 

Derudover kom Julie Bjerre Jensen over de 20m i diskos med et kast på 20.34m, som samtidig var personlig rekord. Også Iris Fink var at finde i diskoskonkurrencen med et kast på 13.06m. 

Drenge 9 år

Jonathan Klinkby Bidstrup og Felix Bitch var suveræne hos de 9-årige drenge, og fik hhv. en første- og andenplads i klassen. Jonathan viste blandt andet stort talent i længde med et flot spring på 3.41m, mens Felix var hurtigst på 40m’eren i en tid på 7.2. 

Drenge 11 år

Ligesom hos de 11-årige piger var SAKs stævnedeltagelse hos de 11-årige drenge utrolig høj. Nicolai Fynsk Søndergaard løb afsted med den samlede sejr i klassen efter meget flotte præstationer på både 600m, længdespring og kuglestød. Stærkt efterfulgt var han af løbetalentet Otto Bech, som vandt 600m-løbet i en fornem tid på 2.01.8. Oskar Foged imponerede med et flot stød i kugle på 6.12, og fik tilkæmpet sig en tredjeplads. 

Bredden i gruppen er heller ikke til at tage fejl af. Drengene i gruppen er specielt stærke i længdespring, hvor både Bertram Hyldborg, Felix Randløv og Villads Juul præsterede fine spring på hhv. 3.41m, 3.39m og 3.24m. Til sidst kan det nævnes, at Matti Nonbo Kristensen med et kast på 35.54m viste stor styrke i boldkast. 

Drenge 12 år

Mange løbetalenter er efterhånden ved at spire frem i SAK, og det er ingen undtagelse hos de 12-årige drenge. Viktor Orri Friduson løb en fremragende 1000m-tid på 3.22.6, og blev desuden midtjysk mester i klassen efter flotte præstationer i både længdespring og spydkast. 

Oliver Skov var også i ilden, og sprang blandt andet et flot længdespring på 3.55m, mens han løb fine 13.1 på 80m og næsten fik kuglen ud over de fem meter med et stød på 4.93m. 

Drenge 13 år

Luca Korsgaard Nicholson var kun 2 cm fra sin personlige rekord i højdespring med et fremragende spring på 1.45m. Efter nogle solide præstationer i 80m og kuglestød endte han på en andenplads i den samlede stilling. 

Athur Sakstrup Ho udmærkede sig ligeledes. Han sneg sig blandt andet lige under 12 sekunder på 80m, og sprang flotte 4.45 i længde, men endte desværre lige akkurat udenfor præmieskamlen. 

Drenge 14-15 år

De talentfulde SAK’ere hos de 14-15 årige drenge præsterede på et meget højt niveau. Særligt iøjnefalende er Daniel Bertelsen, som fyrede den 4 kg tunge kugle ud på 12.22m og  slog sin personlige rekord med over en halv meter. Daniels fremragende kuglestød er kun 31 cm fra Thomas Bradahls 35-årige gamle klubrekord.  

Alsidige Thor imponerede også. Han løb en 1500m under fem minutter, sprang et længespring på 5.11m og sprintede en 100m på 12.9, hvilket rakte til en guldnål og en første plads i klassen. Derudover viste en flyvende Oscar Laycock med en personlig rekord i længde på 5.46m, at han har stort potentiale i disciplinen. 

Sylvester Larsen og Victor Hede Kornvig viste også farverne frem på fornem vis med gode resultater på hhv. 100m og kuglestød. 

Drenge 16-17 år

Sprinttalentet Christian Bruhn lukkede udesæsonen af med endnu en tid under 12 sekunder, da han løb 100m på 11.9. Christian lavede ikke flere øvelser på dagen, men sørgede trods alt for at levere dagens hurtigste tid på den ikoniske distance. 

Mænd senior 20-29 år

I den ældste klasse havde Gustav Graff og Jonathan Nørgaard gang i nogle spændende dueller, og var stort set i gang i løbet af hele dagen. Gustav endte med at trække det længste strå og vinde klassen efter at have sprunget længdespring, lavet hammerkast, løbet en 100m og kastet med en diskos. Ja, så kunne man jo have kaldt det en dag, men Gustav var efter en mere eller mindre sporadisk beslutning også at finde på startlisten til stævnets sidste disciplin: 1500m’eren. Selvom det var debut på distancen, imponerede han med 5.04.89. Resultatet gav genlyd i garvergruppen, men jeg har hørt af interne kilder, at Gustav ikke pønser på en garverkarriere, men snarere en debut på tikamp… 

Alle resultater fra stævnet kan ses her