Efter 41 års ventetid: SAK77 debuterer som DM-vært

Et nyt højdespringsanlæg venter på at blive taget i brug under DM-mangekamp.

Silkeborg har haft et atletikstadion i 17 år, og kommunens eneste atletikklub, SAK77, har eksisteret i 41 år. Alligevel er det først i den kommende weekend (18.-19. august) – efter 41 års ventetid, at SAK77 kan byde velkommen til de første danske mesterskaber i kommunens og klubbens historie.
Det sker, når 65 mangekæmpere fra hele landet stiller op ved DM i mangekamp på Silkeborg Atletikstadion. Blandt deltagerne er to unge danskere, som vandt junior-NM tidligere på året, og desuden har et kontingent islandske atleter fået startret ved mesterskabsstævnet.

Løsning for aktive og tilskuere
”Vi har i mange år sagt nej til mesterskabsstævner, fordi vi ikke har tidssvarende opholdsforhold til atleter og tilskuere på Silkeborg Atletikstadion. Men nu syntes vi, at det skulle være, og vi har garderet os med en omfattende teltløsning, så alle kan komme i tørvejr, hvis vejret bliver dårligt,” siger stævneleder Morten Blumensaat.

Nye overliggere til samtlige hække på stadion er også en del af opgraderingen.

SAK’eren vandt selv DM i tikamp for senior to gange i 80’erne, og han er stadig indehaver af U/23-rekorden og U/20-rekorden. Begge rekorder kan dog komme i farezonen i weekenden, idet den talentfulde 19-årige Sparta-mangekæmper Oliver Chabert med 7198 point nu er tættere end 100 point på de gamle rekorder. Chabert vandt i juni det nordiske juniormesterskab, og stævnet tæller endnu en nordisk mester herfra – den 18-årige Anna Øbakke Lange, som tv-seerne i juli kunne se kæmpe sig frem mod en fornem dansk U/20-rekord på 5234 point ved junior-VM i Finland.
Om det bliver til danske rekorder, ender vejret formentlig med at afgøre. SAK77 har i forbindelse overvejet at vende sprintbanerne, således at mangekæmperne får den optimale medvind.

Stor opgradering af stadion
”Dén besked og andre opgraderinger af mesterskabsstævnet, som vi har arbejdet på, har skabt stor interesse for DM-stævnet i mangekampsmiljøet. Vi har således modtaget næsten 50 procent flere tilmeldinger end til DM-stævnet sidste år, hvor det foregik på Østerbro Stadion,” siger Morten Blumensaat.
Forude for stævnet har Silkeborg Atletikstadion gennemgået en opgradering, og SAK77 har omkring 50 dommere og ledere i sving med opgaver fra morgen aften.
Stævnet indledes lørdag kl. 10.30, og stævnets første dag slutter kl. 18.00. Søndag begynder mangekæmperne kl. 9.00, og den sidste øvelse – mændenes 1500 meter – løbes søndag kl. 17.30.