Atletikhallen er forandret og bliver forbedret

Når den nye indendørssæson i Silkeborg Atletikhal åbner mandag den 21. oktober, er der sket flere forandringer, og der er forbedringer på vej.

Først og fremmest har SAK77’s udlejer opført en mur, som fra gulv til loft opdeler hallen i to lige store dele. SAK77 har i alle årene kun lejet den ene halvdel, hvor vi har vores baner og rekvisitter, men der har været fri adgang til den anden del af hallen.

Det er der ikke længere, og det betyder faktisk, at hallens indeklima er blevet bedre, fordi vi fremover ikke længere er nabo til støvende aktiviteter i den anden del af hallen. Samtidig er lyset i hallen blevet udbedret, og lysforholdene er faktisk så gode nu, at det er realistisk at gennemføre et indestævne med eltid (som kræver godt lys).

Nye sprintbaner i november

Under arbejdet med den nye skillevæg er vores sprintbaner desværre blevet beskadiget, men vi får nye kunststofbaner leveret midt i november.

Her har bestyrelsen besluttet at få limet kunststofbanerne fast til gulvet, så man ikke skrider i løst kunststof og skal bruge en masse tid før og under træning på at rette skæve baner op.

Desuden er det besluttet at lægge de nye sprintbaner oven på de gamle baner, således at belægningen ikke længere er 10 mm tyk, men 20 mm tyk. Det gør belægningen en lille smule langsommere, men til gengæld tror vi på, at vi slipper for de lidt for mange belastningsskader (ikke mindst skinnebensbetændelse), som vi ser hos vores aktive. Nu er det vores håb, at den blødere belægning kan gøre det noget mindre belastende at træne med pigsko, og vi vil på den baggrund opfordre vores aktive til altid at have deres pigsko med til træning.

Vi får også noget kunststof i overskud, som vi vil bruge til at udskifte nedslidt kunststof og til at fylde områder, hvor der hidtil har været beton, med kunststof.

Hallen er som tidligere nævnt også blevet godt og grundigt ryddet op, og vi opfordrer alle aktive, forældre, trænere og andre, der kommer i hallen, til at rydde op efter sig og følge de almindelige ordensregler i hallen.

Ligeledes vil vi være meget glade for, hvis forældre, der opholder sig i hallen mens de venter på deres børn, tjekker om der er toiletpapir, gjort rent på toiletterne, om der mangler kaffe, osv.

Alle hænder, der hjælper, sparer trænernes tid, således at de kan bruges på vores medlemmer.

Indesæsonen i Silkeborg Atletikhal i Knudlund begynder efter uge 42, dvs. mandag den 21. oktober.

I forhold til tidligere år er der ikke ændret på træningstider, som man kan se på dette link: https://sak77.dk/traening/traening-tid-og-sted/

Kun søndagens træning i Indelukket er ændret fra kl. 13.00 til kl. 11.30.

Klubbens oversigt over trænere er også opdateret og kan ses på dette link: https://sak77.dk/traening/traenere-2/