Startside


Nyheder
Om SAK77
Træning
Terminsliste
Fotogalleri
Kontakt
Tøj og Sko
Resultatlister
Klubrekorder
Hvad er atletik
Elitedivisionen
Sponsorer
Trænere

 

Her kan du læse om SAK77's kvindehold i Elitedivisionen 2008

1. runde Lørdag d. 10. maj kl. 12.00 Århus 1900
Dobbeltmatch med Elitedivision mænd
2. runde Søndag d. 15. juni kl. 12.00 Odense
Dobbeltmatch med Elitedivision mænd
DT-finale Lørdag d. 30. august kl. 12.00 Forventes afholdt i København
Kval-match Søndag d. 31. august kl. 12.00   Bagsværd
Kontaktperson fra SAK 77 Silkeborg: Søren Munch  - sm@sak77.dk - tlf. 20 19 43 07


SAK77 i eliten efter nærmest perfekt holdkamp

Af Søren Munch - 31. august  2008

 Kvalifikation til elitedivisionen kvinder, Bagsværd:

Amager AC      98
SAK 77             93,5
Aalborg AM      80,5
Helsingør IF      76
KIF                       72
Randers Freja    trukket

 
       

Der skulle tre forsøg til, inden SAK 77’s danmarksturneringshold for kvinder lærte lektien i elitedivisionen.

Hverken i Århus i maj eller i Odense i juni spillede klaveret vores melodi, men da det så endelig skete i kvalifikationen til elitedivisionen på Bagsværd Stadion søndag den 31. august, kan det nok være, at det skete, så de stadig kan huske melodien derovre i København.

Ikke alene gav SAK-pigerne stærke klubber som KIF og Helsingør IF en på goddagen, men vi fulgte også Danmarks stærkeste ungdomsklub, Amager AC, helt til dørs i en match, der var tæt på det perfekte.

I den første tredjedel hang vi godt på med en tredjeplads, men midtvejs i matchen rykkede pigerne gevaldigt og bragte sig faktisk i spidsen. I slutspurten var Amager AC imidlertid for stærk i løbeøvelserne, men vi sluttede kun 4,5 point efter det hold, som en københavnsk atletikleder fra matchens start betegnede som ”urørligt”. Andenpladsen var helt sikker, idet Aalborg AM var hele 13 point efter, mens Helsingør sluttede 17 point bagefter.

 Det var en helt igennem fremragende holdindsats, der blev ydet på Bagsværds lille, hyggelige stadion. I samtlige 18 øvelser blev der enten sat klubrekord eller personlig rekord, eller vi satte os på en god placering – og i mange tilfælde var der både point og rekord.

I listeform kan det gøres således op:

  • 4 seniorklubrekorder
  • 4 førstepladser
  • 4 andenpladser
  • 4 tredjepladser
  • 8 personlige rekorder.

 Det var faktisk sværere end man skulle tro. Først og fremmest på grund af matchens længde: Femenhalv time er faktisk rigtig længe at holde koncentrationen oppe, men det lykkedes det i modsætning til de første to runder pigerne at gøre nærmest til perfektion. Humøret var højt, selvtilliden i top, og efterhånden som matchen skred, steg troen på en god placering i takt med at modstanderne sakkede agterud. Midtvejs i matchen var KIF sat af, og sidst i matchen knækkede også Aalborg og Helsingør IF – sidstnævnte udgik simpelthen på 4x400 meter. Med til historien hører også, at et af rækkens stærke hold – Randers Freja – slet ikke kom til start, knækket af skader og afbud.

SAK 77’s hold var stort set i stærkeste opstilling – bortset fra Mette Odgaard, som er taget på high school i Nebraska, og vores stærke veterankaster Anette Christensen, som desværre har pådraget sig en diskusprolaps i nakken. Til gengæld trådte Dorte Østergård helt og fuldt ind på holdet og fik blandt andet en fin debut som stangspringer, langdistanceløberen Dorethe Gamborg var rask igen, og endelig kom Louise Biede for første gang til start uden skader.

 Dagens store pointsluger var kasteren Marianne Simonsen, der var urørlig i diskos og kugle. Den danske diskosmester satte endda årsbedste med 43,27 meter og fulgte op med 11,96 meter i kugle og personlig rekord i hammerkast, 29,10 meter. I alt 17 point til Marianne! Den tredje sejr var en noget større overraskelse, idet ingen havde ventet, at Maiken Rasmussen kunne besejre et stærkt felt af ungdomskastere. Men Maiken fortsatte den seneste tids flotte fremgang og lagde ud med 35,77 meter – en forbedring af en 15 år gammel klubrekord. Og så var der vist nogle jævnaldrende, der fik lidt at tænke over inden ungdoms-DM om 14 dage…

 Også Louise Biede fik sat sig i respekt på 200 meter, da hun fulgte Danmarks tredjehurtigste sprinter, Kathrine Mikkelsen fra Aalborg, til dørs i 25,62 sek. i stærk modvind – pr og seniorklubrekord med 3/10 og samtidig årets sjettehurtigste seniortid. Samtidig klarede Louise som den første SAK77-aktiv nogensinde kravet til ungdoms-VM (under 17 år) næste år, men det er en helt anden sag. 100 meter var også generet af modvind, så her var 12,78 sek. på tredjepladsen aldeles godkendt.

 Søndagens tredje seniorklubrekord tilfaldt Dorte Østergård, der 17 år efter sin seneste pr nu fik et nyt liv som stangspringer. Efter tre ugers kamp med stangen præsterede Dorte små mirakler med stangen og klarede 2,25 meter – en markant klubrekord. Og der var løfter om mere, for der var gode spring på 2,40 meter. Den fjerde seniorklubrekord kom på 4x400 meter med 4.27,12 min., selvom Louise Biede måtte trække sig kort før start med en øm fod. Afløseren Maiken Rasmussen var dog godt løbende og sikrede sammen med Camilla Jepsen Bak, Dorte Østergård og Frederikke Borg en fin afslutning på matchen.

 I afdelingen for flot fight tog Fanny Sørensen kegler. Fanny erobrede Bagsværd Stadions hjerter med to for hende usædvanligt offensive løb på mellemdistance. Først glædede hun sin træners gamle løberhjerte med en fuldblods satsning på 800 meter. 68 sekunder på første omgang er seks sekunder hurtigere end forrige gang hun løb 800 meter, og helt frem til 650 meter lignede tiden noget med 2,22. På opløbet kunne kun en enkelt Amager-pige presse sig forbi Fanny, der trods træthed fik en fin pr – 2.25,03 min. Også på 1500 meter prøvede Fanny en satsning i front, men det blev lidt for tungt, og hun måtte bøje sig for to Amager-piger i spurten. Men respekt – det vandt hun…

 Også Camilla Jepsen Bak kunne se sig selv i spejlet efter en hård dag med fire starter. Det er de færreste der er i stand til at levere varen i to spring, et hækkeløb og en 400 meter, men Camilla gjorde det. Toer i trespring (9,83 i modvind), treer i længde (4,72 uden at noget fungerede) og 100 meter hæk (18,53 sek. efter to skub fra en modstander) og en fin tur på 400 meter-stafetten. Mere kan man ikke forlange. Nu venter vi spændt på, hvad en helt frisk Camilla kan gøre ved ungdoms-DM.

 Holdet talte tre 94’ere, som kom til at spille vidt forskellige roller. Frederikke Borg blev bevidst sparet på 200 meter for at være helt frisk til de to stafetter, og det gav pote. Sidste tur på 4x100 meter, som gav en aldeles sikker sejr på halvandet sekund, og Frederikke fik også lov at slutte af på 4x400 meter. Emma Steenberg satte personlig rekord på 100 meter hæk (seniorhøjde) med 19,95 sek. og var tæt på i 400 meter hæk med 73,72 sek., mens Marie L. Christensen som kompensation for ikke at komme i aktion som reserve stillede op i diskoskast. Som Marie sagde med sit fantastiske gåpåmod: Nu ved jeg da hvor meget en seniordiskos vejer…

I den anden af aldersskalaen kunne holdets to 71’ere også godt være indsatsen bekendt. Dorte Østergård nærmede sig på 400 meter en ældgammel personlig rekord med 63,72 sek. mens Dorethe Gamborg sikrede holdet gode point med en andenplads på 5000 meter og en solid afslutning på 1500 meter. Tidsmæssigt kørte det ikke for Dorethe, som ellers havde satset på en god tid, men mon ikke den gode 5000 meter kan komme engang i september…?

 Lidt ærgerlig var også Sabrina Jepsen Bak over sine 1,45 meter i højde, for hun havde sat næsen op efter 1,50 meter. Men ældste Jepsen har erkendt, at det tager tid at få stævneerfaringen tilbage efter længere tids pause, og på den baggrund skal de 1,50 nok komme. Og en samlet tredjeplads var over forventning.

Også Camilla Rasmussen kom godt fra holdkampen og sikrede gode point i to af de fire øvelser, hvor også klubbernes anden aktive tæller point - med 13,45 sek. på 100 meter (modvind) og 4,62 i længde (fjerdeplads) viste Camilla, at efterskoleopholdet i Ikast endnu ikke har taget livet af hendes sprinteregenskaber. 

 Jo, som man kan fornemme, så var det nemt for Leif Borg (holdleder), Søren Munch og Erik Barslev (trænere) at være ledere den søndag for et utroligt tændt SAK-mandskab. Vi glæder os allerede til næste års elitedivision, hvor vi udover Amager AC skal møde Sparta, der vandt guld i lørdagens DT-finale, Århus 1900 (sølv), Hvidovre AM (bronze), FIF, Aabenraa og Odense.

 


2. runde på Odense Stadion - søndag den 15. juni 2008

Omtalen af matchen i avisen den 16. juni 2008
af Jens Rasmussen, Midtjyllands Avis

DM-finalen glippede for SAK 77

Marginalerne var imod pigerne fra Silkeborg Atletik Klub af 1977 (SAK77), der lige akkurat "missede" DM-holdfinalen ved den anden turneringsrunde i Odense i går.

Silkeborg-klubben sluttede således på en syvendeplads i elitedivisionen for kvinder, idet holdet blev overhalet af FIF, der efter de to forårsrunder står med 163 point imod SAK77's 150 point. Kun de seks bedste hold er i finalen i august.

- Vi må vente et år med at komme i DM-finalen for hold, men der er dog ingen, som hænger med hovedet, for vi har et så ungt hold, at vi nok skal nå det, siger Søren Munch fra SAK77, der understreger, at pigerne også tog det med oprejst pande.

- Da vi sidste år kvalificerede os til eliterækken var der mere brug for psykologisk bistand til de unge atleter. Det var der ikke noget af i går. Måske havde de unge brændt krudtet af i forrige weekend ved de vestdanske mesterskaber i Skive, siger Søren Munch, der godt kunne finde de små ting, der skulle have tippet til SAK77's fordel for, at sjettepladsen var blevet sikret.

- Holdkamp er en barsk affære, men kan vi holde sammen på vores talenter, vil vi have et virkeligt spændende og stærkt hold om et par år. Vi har et hold med kun tre voksne, foruden tre på 14, to på 15 og tre på 16 år, siger han

På positivsiden noterede han blandt, at Marianne Simonsen blev to'er i diskos med 39,62 meter, at veteranen Dorthe Østergaard på 37 år løb 400 meter i 63,85 og blev nummer seks, og at stafetholdet i 4x100 meter med Louise Biede, Camilla Rasmussen, Camilla Jepsen Bak og Frederikke Borg blev nummer fire i tiden 50,81 sekunder.

- Med vore resultater kan vi stadigvæk hævde os blandt landets otte bedste hold. Nu gælder det om at kvalificere sig til næste års elitedivision igen, og der møder vi KIF, der var med i år, foruden de fire øverste 1. divisionshold fra Aalborg AM, Randers, Amager AC og Helsingør. Kvalifikationsmatcherne starter efter sommerferien.

SAK77 vinkede i går farvel til Mette Odgaard, der havde sin sidste konkurrence, inden hun skal et år på college i USA.

Resultatlisten




 

1. runde  på Århus Stadion - lørdag den 10. maj 2008

Omtalen af matchen i avisen den 13. maj 2008
af Jens Rasmussen, Midtjyllands Avis

 SAK 77 pigerne overgik sig selv

 De var klart de yngste deltagere, og de var måske også lidt benovede over at skulle dyste mod modne atletik-kvinder, og der var sygdom hos nogle af deltagerne.

Odds var således ikke med atletikpigerne fra Silkeborg Atletik Klub (SAK77), der pinselørdag debuterede i Elitedivisionen for første gang nogensinde.

 - Men alligevel fik vi et godt resultat og kom ind på den sjetteplads, som vi på forhånd ville være tilfredse med, siger træner for holdet, Erik Barslev.

 - Der var 15-20 personlige rekorder, og vi bliver stærkere til anden omgang den 15. juni i Odense. Til den tid er vores bedste løber Louise Biede forhåbentlig ved at være klar igen efter sin forstuvning, siger Erik Barslev, der fremhæver Biedes afløser, Frederikke Borg (årgang 94), der blev nummer fem i både 100 og 200 meter løb blandt landets bedste på distancerne.

 - Hun løb endda sidste tur i 4x100 meter, hvor vi fik en tredjeplads. Det var hendes første stafetløb i konkurrence, så det var en fin indsats af så ung en løber, siger SAK-træneren.

 De tre øvrige i den disciplin var Maiken Rasmussen, Camilla Rasmussen og Camilla Jepsen Bak.

 - Vore udøvere præsterede fornemt, men de øvrige hold præsterede også bedre end ventet, og vi havde marginalerne imod os i et par tilfælde, siger Erik Barslev.

 Dorethe Gamborg var ramt af influenza, men stillede alligevel op for holdets skyld, og det gav point i 800 meter løb, mens hun måtte melde fra på 1500 meteren.

 Unge Fanny Sørensen satte personlige rekorder på 800 og 1500 meter, og Camilla Jepsen Bak blev en fornem nummer tre i 100 meter hæk.

 Endelig forsvarede SAK77’s danske mester Marianne Simonsen sin position ved at vinde diskoskast-konkurrencen.

 - Vores resultat var så absolut med pil opad, og jeg tror på, at vi kan kvalificere os til finalen, som omfatter de seks øverst placerede klubber. I vores stærkeste opstilling og med lidt flere marginaler til vores side, så er en fjerde- eller femteplads realistisk, siger Erik Barslev.

 Sparta vandt den første DM-afdeling foran Aarhus 1900 og Hvidovre.

Resultatlisten        Link til billeder

 

Tidsskema       DT-regler 2008