Spring til indhold

Nye højdetalenter trådte frem ved VDMU

Liv Selmer i et af dagens mange spring, der endte med den flotte PR på 1,57 meter.

…og så er der medaljer.Man kan spørge sig selv, hvad det er med SAK77 og så øvelsen højdespring.

Uden at det nogensinde har været en særligt indsatsområde til træning, har vi i en årrække været velsignet med en lang række talenter i den ædle disciplin.

Senest har Kristian Roed (dansk indemester D15 i februar 2017) og Line Damsgaard Andersen (P15 udendørs i 2014) sikret SAK77 danske mesterskaber, og ved VDMU i Marselisborghallen i Aarhus den 20.-21. januar meldte to nye talenter sig klar til at videreføre klubbens guldrandede tradition.

I P15 var den nyoprykkede Liv Selmer aldeles suveræn og vandt med hele 8 cm. Hun begyndte på 1,34 m og klarede seks højder i træk i første forsøg. Først på 1,52 og 1,55 m måtte der et ekstra forsøg til, mens Liv på PR-højden 1,57 meter var iskold og snuppede højde i første forsøg. Siden fulgte tre gode forsøg på 1,60 meter – en højde, som for blot et år siden ville have været den rene science fiction for det 13-årige talent.

Patrick Blauert fejrer sin PR på 11,30 m og en sølvmedalje med de to andre medaljevindere, som begge er fra Aarhus 1900.

Også i P13 var der gode takter: Medaljeslugeren Christine Bjerre Jensen (tre stykker ialt) var her lige så suveræn som klubkammeraten Liv og var med 1,37 meter hele 6 cm foran nummer to og tre. Og på bronzepladsen dukkede

Matilde Herskind op efter en flot konkurrence, hvor næsten alle højder blev snuppet i første forsøg. Med 1,31 m i sidste forsøg holdt Matilde lige nøjagtig en pige fra Herning bag sig.

Ellers kan det nævnes, at Frida Selmer vandt P19’s længde med stabile 5,03 meter efter en serie, hvor adskillige undertrådte spring var tæt på 5,20 m. Også Simone Morratz fik en titel i P19 – den faldt i kuglestød med PR 8,42 m. I samme øvelse viste Patrick Blauert D17 stor fremgang med 5 kilo-kuglen og vandt sølv i flotte 11,30 meter. Fremgang var der også til Frederikke Fløjgaard, som for anden konkurrence i træk i P17 nåede over 10 meter (10,18 m).

SAK77 havde ialt 49 starter ved VDMU og var dermed mesterskabernes femtestørste klub deltagermæssigt efter Aarhus 1900, Aalborg AM, Randers Freja og Odense Atletik.

Guld

  • P13: Christine Bjerre Jensen, 60 m: 8,67 sek.
  • P13: Christine Bjerre Jensen, højde: 1,37 m
  • P15: Liv Selmer, højde: 1,57 m
  • P19: Frida Selmer, længde: 5,03 m
  • P19: Simone Morratz, kugle: 8,43 m

Sølv

  • P13: Christine Bjerre Jensen, længde: 4,61 m
  • D17: Patrick Blauert, kugle: 11,30 m

Bronze

  • P13: Matilde Herskind, højde: 1,31 m

Se resultater her

Christine Bjerre Jensen var hele tre gange på medaljeskamlen ved VDMU – to gange som guldvinder.