Spring til indhold

Efter 10 år med Morten: SAK77 skal have ny formand

Formanden i sit es: I atletikhallen – og rigeligt med fødevarer inden for rækkevidde. Rygterne vil vide, at kaffen og juicen var bestikkelse fra aktive, som forsøgte at slippe for en af Mortens berygtede langsprint-sessioner.

Det er næsten ikke til at fatte det, men når SAK77 holder generalforsamling tirsdag den 30. januar, er det samtidig et farvel til klubbens populære formand, Morten Blumensaat.

Morten blev valgt som formand i januar 2008, og han har således været formand i nærmest ufattelige 10 år, hvorunder han har leveret en jætteindsats. Heldigvis slipper Morten ikke SAK77 – nærmere tværtimod: Han fortsætter som bestyrelsesmedlem og håber samtidig at kunne gøre mere ved trænergerningen for klubbens ældste aktive.

Hvis man er ny i klubben, kan man jo ikke vide, at Morten i 2008 afløste Ulla Nøhr som formand (2006-2007), og at han fra starten satte økonomisk konsolidering og indefaciliteter på dagsordenen. Og det har vi mildest talt fået: Økonomien er bundsolid, og vi har nu på sjette år indefaciliteter, som andre klubber er misundelige over.

Sådan skrev vi efter generalforsamlingen i 2008:

Ulla Nøhrs afløser, Morten Blumensaat, kræver ikke megen introduktion for medlemmer med flere år på bagen i SAK 77, men for nye aktive og forældre kan det nævnes, at Morten, i dag 45 år, i sin storhedstid i 80’erne var blandt Danmarks bedste 10-kæmpere og to gange danske mester i 10-kamp. Som ungdomsaktiv var han indehaver af en præmie- og medaljesamling en sådan størrelse, at hans forældre overvejede at flytte til et større hus. I dag kan Morten stadig findes overalt på SAK 77’s klubrekordlister.

Som uddannet geolog var det planen, at Morten ville bruge sin civile karriere på at banke hule sten mod hinanden på kanten af den grønlandske indlandsis, men sådan kom det ikke til at gå. Efter flere år med selvstændig golf-forretning overtog Morten sin fars Opel-forhandlerforretning, Niels Blumensaat A/S på Nordre Ringvej, som han drev i 14 år indtil efteråret, da han solgte forretningen til en kompagnon.

– Vi er meget glade for at Morten har sagt ja til at træde ind i bestyrelsen som formand. Vi kender hans kvalifikationer, og vi glæder os til at gøre brug af hans erfaringer fra erhvervslivet og hans store netværk i Silkeborg Kommune, siger Erik Terkelsen på bestyrelsens vegne.

Det hører med til historien, at SAK77 i sin over 40 år lange historie faktisk kun har haft en formand i omkring halvdelen af sin levetid, fordi man i de første mange år arbejdede med kollektiv ledelse. Vi har forsøgt at sammenstykke “kongerækken” efter hukommelsen således:

  • 1996-2002: Søren Munch
  • 2002-2006: Per Mortensen
  • 2006-2008: Ulla Nøhr
  • 2008-2018: Morten Blumensaat

På generalforsamlingen gennemgår bestyrelsen også et generelt generationsskifte, idet tre bestyrelsesmedlemmer, Susanne Fløjgaard, Thomas Krejberg og Ole Gadegaard, går af og erstattes af nye kræfter.

Link til invitationen til prisfest og generalforsamling