Spring til indhold

Emilie P. forsvarede de danske farver

Der var en vis bekymring for, at de danske holdledere havde husket at få en landsholdsdragt størrelse small med til Emilie, men som man kan se på fotoet, så lykkedes det.

Mens vi andre var til regatta, var klubbens topsprinter, Emilie Pedersen på 19 år, afsted til Sverige for at forsvare landets farver.

Emilie blev for andet år i træk udtaget til det danske juniorlandsholds 4×100 meter, og mens turen sidste år gik til Island, fløj landsholdet denne gang i den anden retning – til Umeå meget højt mod nord i Sverige.

Her var Emilie med til at løbe depechen rundt i 48,36 sek., hvilket indbragte Danmark en fjerdeplads. Desuden deltog Emilie i et 100 m-løb for stafetløbere, og her blev det til 12,67 sek.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det kombinerede dansk/islandske hold havde det svært mod Sverige, Norge og Finland, som stadig ganske enkelt er for stærke for den danske bredde. Men for mange danske atleter gennem årene har landskampen været et internationalt stævne, som har givet modenhed – uden at man var alt for langt hjemmefra.

Hvis man vil læse mere om juniorlandskampen, som samtidig var U20-NM, så kan man gøre det her på Dansk Atletik Forbunds hjemmeside, som har en udførlig reportage.

Link til resultatlisten står i “Resultater”.